Afføring, tyrenosser og en tur til Grækenland

To Middelfart-piger har vundet en tur som naturreportere for WWF Verdensnaturfonden i Grækenland efter en helt igennem grænseoverskridende weekend.

Ti fynboer mellem 13 og 16 år var blevet udvalgt til en weekend med boot-camp og audition i Kerteminde og Odense.

Den første dag skulle de unge naturentusiaster interviewe en fisker og en forsker for at belyse problematikken om bifangst af marsvin ved Kerteminde.

Med den opgave i bagagen rykkede holdet søndag ind i Odense ZOO, hvor der var sammensat et helt usædvanligt program for deltagerne.

Helt til kanten
De skulle konkurrere i en række discipliner som rapelling i løveburet og håndtering af krybdyr, men der blev også spist tyrenosser, kalvehjerne og svinehaler, ligesom de lidt betænkelige deltagere også havde fingrene i fem forskellige slags dyreafføring.

- Det det handler om, er jo, at deltagerne kan vinde en tur til paradisøen, og det bliver en hård tur. Derfor er det altså vigtigt, at vinderne er lavet af det rette stof, så det er for at prøve dem af, fortæller projektleder Gitte Hemmingsen fra WWF Verdensnaturfonden.

Deltagerne fik point for de to dages konkurrencer, og i sidste ende blev det Signe Sørensen og Nanna Stage fra Middelfart, der slog de otte andre dygtige deltagere.

De to vindere skal nu med WWF Verdensnaturfonden på ekspedition til Grækenland i juli. Her skal de blandt andet hjælpe med udbrede kendskabet til truede skildpadder på øen Zakynthos.

- Vi vil rigtig gerne have budskabet ud med problematikken med de skildpadder, for der er mange turister fra Fyn og resten af Danmark, der tager derned, uden at kende til den trudsel skildpadderne bliver udsat for, forklarer Gitte Hemmingsen.

TV 2/Fyn tager med på rejsen, og du kan følge med i TV på facebook og her på tv2fyn.dk.

Oversigt

    Oversigt