I det fynske folks tjeneste

Afgange fra Odense går fri af strejker

Bekymrede fynboer kimer Odense Lufthavn ned for at høre om deres flyrejse til Grækenland er aflyst. Men i Odense Lufthavn er der ingen aflysninger til Grækenland - endnu.

Strejker i Grækenland har betydet aflysning af enkelte afgange til Athen fra Kastrup Lufthavn. Det har fået mange fynboer til at rette henvendelse til Odense Lufthavn for at høre om de nu også kommer afsted på ferie.

- Vi kan berolige de fynboer, der skal rejse til Grækenland fra Odense. Ingen afgange er aflyst, siger lufthavnschef Peter Høgsberg.

Fra Odense Lufthavn flyver Apollo til Kreta, Korfu, Pilion, Skiathos, Skopelos og Thassos.

- Strejkerne har foreløbig kun ramt i Athen, og derfor bliver vores destinationer og afgange ikke ramt, siger Peter Høgsberg.

Situationen kan dog hurtigt ændre sig. Onsdag eftermiddag stemmer det græske parlament om en omfattende sparepakke, som 80 procent af grækerne er i mod, og ingen ved hvad der sker i landet de kommende dage.