I det fynske folks tjeneste

Afgift på affald problematisk

Der skal lægges en afgift på farligt affald mener skatteministeren. Men langt fra alle er enige i, at det er en god ide.

Indtil nu har det været gratis at skille sig af med farligt affald, fordi det er blevet betragtet som et samfundsanliggende. Men skatteminister Kristian Jensen har nu foreslået at indføre en afgift på deponering af farligt affald.

Det vækker bekymring i skrot- og genbrugsbranchen. Den fynske genvindingsvirksomhed H.J. Hansen føler sig truet på livet.

- Det vil koste vores virksomhed omkring 40 millioner kroner om året, og det kan vi selvfølgelig ikke bære, siger Jens Hempel-Hansen, direktør for H.J.Hansen.

Som et led i skattereformen overvejer regeringen at indføre en afgift på 475 kr. per ton skrot. Det frygter Jens Hempel-Hansen vil betyde, at det farlige affald bliver eksporteret til udlandet.

- Der er en knaldhård konkurrence og vi er i et internationalt marked, så man vil eksportere varen, hvis vi får den afgift.