Afklapsning til Middelfart i 2. division

Den stod på tørre tæsk til Middelfart, der lørdag tog imod ligeledes nyoprykkede Rishøj.

Kampen mellem de to nye hold i 2. division kom fra land uden de store chancer til nogen af holdene.

Middelfart i de blå trøjer havde haft et par beskedne tilbud, men efter 23 minutter kommer Rishøj foran ud af ingenting.

Dennis Schmidt spiller lidt ping pong med Torben Korsgaard, og kan bagefter let passere Allan Nielsen i Middelfarts mål.

Det så jo ganske nemt ud, så 10 minutter senere bruger Rishøj samme recept igen.

Og så gør Martin Jensen det til 2-0 til gæsterne.

Der var ikke rigtigt bid nok i Middelfart til at komme tilbage, men så inviterer Rishøj ufrivilligt Middelfart ind i kampen.

Fire minutter før pausen er der et par store misforståelser, kan man vist godt sige, og Michael Fisker kan smutte igennem til reducering til 1-2.

Gaveboden slutter dog ikke - Middelfarts målmand vil også være med.

Et ganske forsigtigt skud på mål bliver hængende lidt i luften, og han ser for sent at det er på vej over ham.

3-1 til Rishøj.

I anden halvleg formåede Middelfart slet ikke at lægge pres på gæsterne - som istedet satte sig tungere og tungere på begivenhederne.

De fleste af de 250 tilskuere var på vej fra stadion i utide så de så ikke at Middelfarts Torben Korsgaard kom på måltavlen i overtiden, men det var i den forkerte ende. Han øger Rishøjs føring til 4-1.

Oversigt

    Oversigt