Bjørn kunne ikke redde uddannelse: Afleverede næsten 1.000 underskrifter til bestyrelse

Folketingskandidat Bjørn Brandenborg (S) har indsamlet flere end 1.000 underskrifter. De skulle overbevise bestyrelsen på HF og VUC Fyn om, at man ikke skal lukke afdelingen på Langeland.

Den 14. december stod det klart, at bestyrelsen i HF og VUC Fyn ville lukke afdelingen på Langeland.

Det fik den socialdemokratiske folketingskandidat Bjørn Brandenborg til at lave en underskriftsindsamling mod den bebudede lukning. 

Mandag fik han mulighed for at tage flere af underskrifterne og nogle af sine frustrationer med til et bestyrelsesmøde i Odense. I hånden havde han flere end 700 underskrifter. 

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for få ændret beslutningen om at lukke HF og VUC, så vi også har en uddannelse på Langeland i fremtiden, lød det fra Bjørn Brandenborg kort før han fik et kvarters foretræde for bestyrelsen. 

Ifølge folketingskandidaten har bestyrelsen været for hurtige til at træffe beslutningen om at lukke HF og VUC på Langeland. 

- Den her beslutning er truffet alt for forhastet, mener han. 

Han henviser til, at undervisningsministeren 29. januar skal forklare, hvordan den såkaldt FGU-pulje skal udmøntes. Ifølge Bjørn Brandenborg kan den blive redningen for HF og VUC Fyn på Langeland.

De sidder i bestyrelsen

Elever udfordres af transport

Blandt de frustrationer han tog med ind til bestyrelsen er den transportsituation, som fremtidens elever fra Langeland sættes i:

- Jeg har fremlagt nogle af de udfordringer jeg finder. Blandt andet at man (bestyrelsen, red.) mener, man kan transportere sig fra Langeland inden for den ramme af befordringstid som lovgivningen tilsigter, det har jeg kunnet dokumentere, at det kan man ikke - jo, én ud af 28 afgange om dagen kan man holde inden for tidsrammen, fortalte Bjørn Brandenborg, og håbede at bestyrelsen ville tage hans indvendinger med i deres overvejelser.

Men håbet brast. Betyrelsesformand Anne Jensen kunne efter mødet fortælle TV 2/Fyn, at der ikke var kommet noget nyt frem.

- Vi synes ikke der kom nogen nye ting på bordet, som vi ikke allerede har haft under overvejelse.

- Vi har jo overvejet de her ting meget, meget grundigt. Vi er jomeget kede af, at vi er blevet nødt til at træffe den beslutning om at lukke vores aktiviteter på Langeland, sagde Anne Jensen.

Hun forklarede at en af årsagerne til lukningen er nedgang i kursist-tallet, og dermed også et meget lille fagligt miljø:

- Faktisk et for lille fagligt miljø til, at man kan opretholde en uddannelse.

Det vil sige, at du endegyldigt nu siger, at HF og VUC Fyn på Langeland ikke overlever ?

- Vi havde efter Bjørn var gået en drøftelse i bestyrelsen og har der selvfølgelig drøftet, om der var noget i Bjørns indlæg som gjorde, at vi måtte omgøre beslutningen. Men vi har ikke fundet grunde til, at vi skulle kunne omgøre den. Desværre.

Så ja eller nej. Lukker HF og VUC Fyn på Langeland?

- Ja. Desværre.

 

 

HF og VUC Fyns rektor, Stig Holmelund Jarbøl, var efter bestyrelsesmødet klar i mælet, og sagde som sin formand, at Bjørn Brandenborg ikke havde tilført nyt.

- Som min bestyrelsesformand også har givet udtryk for, så er der ikke kommet nye ting frem som gør at den beslutning, som bestyrelsen har truffet, nu skal omgøres.
 

 

Oversigt

    Oversigt