I det fynske folks tjeneste

Aflyst skoletur: DSB tilbyder skolebørn bus

21 skolebørn måtte natten til mandag skuffede rejse tilbage til Fyn, efter et aflyst tog resulterede i, at deres udvekslingstur til Åland røg i vasken. Nu har DSB tilbudt eleverne en bus til Sverige.

Klassen fra Øster Åby Friskole har netop fået tilbudt en bus til Nordsverige, hvorfra de skal med færgen videre til Åland, fortæller klasselærer Thomas Jessen til TV 2/FYN.

Det har de sagt ja til, men den lange forsinkelse har sat skår i glæden.

- Der er stadig en masse bøvl og praktik, der skal gå op. Det er fint, at vi har fået tilbudt bus den ene og den anden vej, men det ændrer ikke på, at min tillid til DSB er væk, siger Thomas Jessen.

De 21 6. klasses elever fra Øster Åby Friskole i Svendborg skulle sammen med deres lærere have besøgt en skoleklasse i Åland. Men på grund af signalfejl var toget fra Nyborg forsinket.

Da gruppen med taxaer nåede frem til stationen i Kastrup, var toget kørt ti minutter forinden, og de var overladt til sig selv. DSB kunne ikke hjælpe med transport eller overnatning - og taxaerne kunne de ikke vælge at tage retur.

De 21 børn og to lærere måtte herefter vende tilbage til Fyn med et senere tog og en aflyst studietur. Men nu er der altså udsigt til, at børnene alligevel kan få lov at opleve Åland - på en lidt forkortet tur.

Ved du noget? Så send os et tip