I det fynske folks tjeneste

Aflytning af politiets agent holdes hemmelig

Offentligheden må ikke høre de referater, som politiets civile agent indtalte til sig selv. Ifølge forsvaret dokumenterer lydklippene vidnets utroværdighed.

Da politiets civile agent sidste år infiltrerede en mulig terrorcelle i Vollsmose, var politiet med på en lytter. Agenten havde mikrofoner i sit bælte og sin bil, så alle samtaler blev foreviget på bånd. Også de samtaler som agenten havde med sig selv, men dem får offentligheden måske aldrig lov til at høre, skriver Ritzau.

Båndede telefonsamtaler og aflytninger har ellers fyldt rigeligt i de seneste ugers retsmøder i terrorsagen fra Odense. Den 22-årige AK har stået for skud i seks retsmøder i træk, og anklager Kirsten Dyrmann gik hårdt til ham i sidste uge.

Indtalte møde-referater

Mandag var det så AK's egen forsvarer, Bjørn Elmquist, der fik lov til at modafhøre sin klient. Her fremhævede Elmquist, at hans klient havde bedt agenten om at droppe alle planer om et terrorangreb. Det skete den 14. august 2006.

- Jeg viste ham beviser i Koranen og ord fra imamerne. Det, vi lavede, var forkert, forklarede AK i Østre Landsret.

Til at dokumentere udsagnet havde Bjørn Elmquist en trumf i ærmet. Agenten havde nemlig for vane at indtale små referater til sig selv efter sine møder med de tiltalte. Og et af disse referater havde agenten indtalt, mens han sad i bilen, og politiet lyttede med. Men det lydklip ville anklager Kirsten Dyrmann ikke have ud af højttalerne i landsretten.

- Han var alene i bilen og ikke mistænkt i sagen, argumenterede Kirsten Dyrmann. 

Terrorsagen fra Odense

Fire personer er tiltalt for at have anskaffet sig kemikalier og laboratorieudstyr og fremstillet sprængstoffet TATP til brug for en eller flere bomber. Bomberne skulle bruges et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet, men operationen blev forpurret, da politiet i en stor aktion greb ind den 5. september 2006 og anholdt ni personer.
Et væsentligt omdrejningspunkt i striden mellem anklagemyndigheden og forsvarerne bliver en person, som politiet omtaler som et 'centralt vidne'. Denne person har løbende holdt Politiets Efterretningstjeneste orienteret om udviklingen hos de nu tiltalte. Samtlige forsvarere betegner vidnet som en 'civil agent', der har lokket de tiltalte til at gøre og sige ting, som de ellers aldrig ville have tænkt på. 
Dommen ventes i slutningen af november.

Hemmeligt lydklip

Landsdommer Folmer Theilmann gav i første omgang anklageren ret, men den beslutning kan stadig ændres. Agenten bliver senere på måneden afhørt af forsvarsadvokaterne om netop dette lydklip, og hvis hans forklaring strider mod indholdet, vil Elmquist på ny begære klippet frem i offentligheden.
 
- Jeg kan sådan set godt forstå, at anklagerne forsøger at holde lydklippet hemmeligt. For det viser netop, hvor utroværdig agenten er, forklarede Bjørn Elmquist i en af pauserne.

Ifølge Elmquist fortalte agenten noget helt andet i de referater, som han efterfølgende gav til politiet. Og det skal frem i lyset.
 
Et andet element i dagens retsmøde var AK's rejse til Irak i sommeren 2005. Rejsen har spøgt en smule i sagen, og anklagerne har hidtil insinueret, at AK's mål med at rejse var at dræbe amerikanske soldater. Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist dokumenterede en gang for alle rejsens formål ved at gå hver eneste dag kronologisk igennem. AK besøgte blandt andet en flygtningelejr, hvor han interviewede de nødstedte til en dokumentarfilm

Efter denne grundige fremlæggelse spurgte han anklagemyndigheden, om den bestred AK's forklaring.

- Jeg kigger over på anklageren, men der er ingen reaktion. Når man ikke siger noget, samtykker man, lød det fra Elmquist.

Et af anklagernes beviser i sagen, et såkaldt "afskedsbrev" fra AK, lykkedes det ligeledes forsvarsadvokaten at pille fra hinanden. Brevet viste sig nemlig at være en afskrift af en sang fra internettet og havde umiddelbart intet med en nært forestående selvmordsaktion at gøre.

Næste retsmøde er tirsdag, hvor afhøringen af AK afsluttes. Herefter gælder det den 32-årige konvertit AA.

Fakta om terrortiltalte AK

AK er 22 år og irakisk kurder af oprindelse. Han har gået på teknisk skole og arbejdede op til anholdelsen som slagter. Han boede hjemme hos sin mor og far i Vollsmose sammen med sin yngste bror.
Anses af anklagemyndigheden som en af nøglepersonerne i terrorsagen og fik besøg af PET få måneder før anholdelsen.
Under ransagningen hos AK fandt politiet manualer til fremstilling af blandt andet gasflaskebomber samt instruktioner i, hvordan man laver en fjernbetjent tændsats af to 9-voltsbatterier, en mobiltelefon og et multimeter. Disse effekter fandtes alle på bopælen.
AK opbevarede fem kilo metalstykker, salpetersyre og brintoverilte. De to sidstnævnte remedier skulle ifølge anklagerne bruges til sprængstoffet TATP.
Kilde: Ritzau