I det fynske folks tjeneste

Afsender af trusselbrev har truet før

01:15

1 af 2

Det er ikke første gang, at Tietgenskolen i Odense modtager et trusselbrev. Afsenderen er muligvis den samme.

Personen, der har sendt et trusselbrev om skoleskyderi til Tietgenskolen i Odense onsdag morgen, kan være den samme, der stod bag et lignende brev til skolen tidligere i år.

Det oplyser Fyns Politi til Ritzau.

- Det er selvfølgelig beredskabet, der vurderer trusselbilledet hele tiden. Men skolens HG-afdeling på Lerchesgade modtog et lignende brev tidligere på året, siger efterforskningsleder ved Fyns Politi, Henrik Justesen.

- Dengang var teksten "bombetrussel". I brevet fra i dag står der "skoleskyderi". Men når vi kigger på brevene rent tekstmæssigt, er der noget, der kunne tyde på, at det er samme afsender, fortsætter han.

Begge breve er computerskrevet og slutter med "Må Allah være med jer".

Henrik Justesen mener dog ikke nødvendigvis, at det betyder, at afsenderen har en muslimsk tro.

- Jeg ligger ikke mere i afslutningen på de to breve, end at det går igen, siger han.

- Det kan være en person, der reelt følger udtrykket. Men det kan også være en person, der vil kaste mistanken over på en gruppe, tilføjer han.

Fyns Politi er stadig i gang med at efterforske, om skolen har modtaget tidligere trusler over telefonen. Politiet har fået tips, men ikke nogle, der styrer efterforskningen i en bestemt retning.

Tietgenskolen valgte at sende alle elever hjem, da den modtog trusselbrevet onsdag morgen. Men torsdag åbner skolen atter undervisningslokalerne - dog med vagter og politibetjente på gangene.

Ved du noget? Så send os et tip