I det fynske folks tjeneste

Min mening: Afskaf inklusionsloven

Camilla Louise Lydiksen (K) vil bortskaffe inklusionsloven. Hun fortæller via fiktive navne om sin datters oplevelse i skolen.

00:28

Inklusionsloven har ikke medført noget godt for rigtig mange børn, mener Camilla Louise Lydiksen (K).

Af Camilla Louise Lydiksen, folketingskandidat, Konservative

I sidste uge kom min datter hjem fra skole. Hun går i 6. klasse. Som den nysgerrige sjæl jeg er, spørger jeg nok lidt for meget ind til, hvordan dagen har været. Som regel er svarene ganske korte i form af, at dagen har været ok, frikvartererne sjove og så et par ord om, hvad de har lavet.

Denne dag var svaret lidt anderledes og lød sådan her:

Min mening - på vej mod valg

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne

- Mor, jeg skulle jo have fat i Louise og Magnus i forhold til weekenden, men de var ikke i skole. Louise har influenza og Magnus har skolevægring

Jeg lader den lige hænge i luften, og beder dig - kære læser - om at tænke på, hvornår du i livet fik kendskab til ordet skolevægring? Var det da du var 12 år? Var det da du gik i folkeskole? Eller er ordet også kommet snigende ind i dit liv hen over de seneste 5-7 år?

Nu har både børn og voksne ondt i skolelivet

Nu er skolevægring så ikke længere kun noget, børn har – nu ser vi også de voksne på skolerne, altså lærerne og pædagogerne, have ”skolevægring”. Og jeg forstår det godt, for de har fået nye arbejdsopgaver, som de skal opfinde løsningen til, mens de udfører en så vigtig forandring. Og så skal de samtidigt sikre faglig læring og trivsel for alle.

Det er ganske markante, nye opgaver i forbindelse med inklusionen, som så er godt krydret med større klasser, længere skoledage, og hvad reformen også tilførte af andre ændringer.

Vi skabte en ny præmis for den danske skole, men hvorfor er det, at lærere og pædagoger stadig ikke målrettet uddannes til at være i den nye præmis? Vi har igen brugt syv år på at gøre alt for lidt og i min optik, så skulle vi have sat ind her for længst.

Altså ikke kun med efteruddannelse lokalt, eller med uddannelse af inklusionsvejledere. Nej, vi skulle have haft ændringer ind både på lærerseminariet og pædagoguddannelsen, så der er i hvert fald var fokus på den verden, vi uddanner til.  

Og så er vi nødt til at sikre, at vi opretholder og genopretter ”støtteapparaterne” i de enkelte kommuner. Jeg ser lærere og pædagoger, som dagligt skal agere familievejleder, støttepædagog, socialpædagog og psykolog. Vi har faktisk meget dygtige folk i Danmark til netop de områder, og det kræver nu en gang en stærk, faglig kompetence at hjælpe børn og familie i vanskeligheder. Og det kræver tid og alvorlighed.

Spareøvelse

For lad os sige det, som det er – for nogle har inklusion været en kærkommen spareøvelse. Jeg undres stadig over, hvor pengene blev af, da beslutningen om at ca. 49.000 børn da godt kunne flyttes fra et målrettet og specielt tilbud indtil det store almene område. Pengene kan da ikke bare sådan blive væk, eller kan de?

Jeg ved, at de gode folk på skolerne er fuldstændig klar over, hvem der i deres klasse burde have ekstra hjælp, støtte, specialundervisning eller et stærkt specialtilbud. Så lad os lytte til fagfolkene og handle på det. Vi har et stort ”oprydningsarbejde” foran os – og det kan ikke vente længere. Tiden er NU!

Det er syv år siden inklusionsloven indtrådte, og jeg er forfærdet over, at vi har brugt syv år på at gøre ingenting. syv år på at gøre ingenting for de børn, som ikke kan være i skolen hverken fysisk eller mentalt. Syv år på at dem, der havde det slemt, har fået det værre – ja, og så er der kommet flere til.

Så skal vi ikke bare sige det højt: DEN INKLUSIONSLOV SKAL BORTSKAFFES. Den har ikke bidraget med ret meget for ret mange. Vi skal huske, at det ikke blot handler om dem, som vi i øjeblikket skal sørge for at hjælpe - enten med støtte der, hvor de er, eller hjælpe dem til at modtage et ordentligt og målrettet skoletilbud. Nej, det her handler om alle børn. Det her handler om skolens daglige fællesskab. Det her handler om alle børns trivsel og selvfølgelig også faglighed.

Louise har influenza og Magnus har skolevægring. Og nu har både børn og voksne ondt i skolelivet!

PS. Navnene er opfundet, men resten er desværre ikke fiktivt!