Afslørede tegn på råd for over 40 år siden - nu skal millionbeløb fikse Nyborg Kirke

I 1970’erne opdagede Erik Sørensen nogle af de første tegn på råd i træværket i Nyborg Kirke. 18 millioner kroner bruges på at renovere tårn og tag. 

Tårn og tag på Nyborg Kirke skal renoveres for 18 millioner kroner. Kirkeværhe Erik Sørensen følger de første skridt i renoveringen af Nyborg Kirke tæt.

- Jeg kan da godt forstå, hvis der er nogle der kigger op kirkens tag og siger: Det tag er da pænere end mit derhjemme, siger Erik Sørensen, der viser TV 2/Fyn rundt i Nyborg Kirke.

- Du kan se tydeligt, at slidlaget, det sorte slidlag, er ved at forsvinde på mange af stenene, siger han.

Renoveringerne har længe stået på menighedsrådets ønskeliste, og menighedsrådsmedlem Erik Sørensen har ventet længe.

- Jeg synes, det er på tide, at taget bliver bragt i orden, og at vi får et moderne tag. Vi har ovenikøbet fået lov til at lave taget med et undertag, så vi slipper for understrygninger og alt det, der kan falde ned, siger Erik Sørensen.

Kirken har i mange år været en del af Erik Sørensens liv. Som ung elektriker i 70'erne var han med til at afsløre de første tegn på råd i den underste del af kirkens spir. 

I en pause fra elektrikerarbejdet i kirken kom Erik Sørensen til at tabe en kløfthammer.

- Og så røg den ned i en bjælke og forsvandt halvt ned i bjælken. Og så var gode råd dyre, kan man sige, siger han.

Oprindelig egetræskonstruktion

Renoveringen af kirken er endelig sat i gang. 

- Nu har vi sparet nogle penge sammen, og nu kan vi få bragt den oprindelige egetræskonstruktion tilbage til det, det var. Så kan vi læne os tilbage og sige: Sådan, siger Erik Sørensen.

Renoveringen af kirkens tårn og tag beløber sig til 18 millioner kroner. Og det bliver alle pengene værd, hvis man spørger medlemmet af menighedsrådet.

- Jeg ligger ikke søvnløs om natten, fordi vi skal bruge ni millioner på taget og ni millioner deroppe. Det koster det, når du har med sådan noget at gøre, siger han.

Arbejdet vil stå på frem til december 2020.

Se tv-indslaget om Nyborg Kirke.
Fotograf: Malte Jørstad

Oversigt

    Oversigt