Afslørende mails: Regionsansat fedtet ind i Holst's valgkampagne

Skal vi ikke dele denne? - Hermed gjort. Sådan var den korte korrespondance den 16. juni 2015 - midt i valgkampen - mellem tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) og kommunikationsmedarbejder Christian Ingemann.

Det skriver DR Syd i dag lørdag.

 Mailen handler om et oplæg skrevet af Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen som svar på Socialdemokraternes kampagne, hvor 1,2 millioner danskere fik tilsendt et brev med påstande om Venstres politik.
 

Det er ét eksempel på en række mails sendt mellem Carl Holst og Christian Ingemann i juni, hvor Carl Holst for eksempel beder Christian Ingemann dele indhold på Facebook omhandlende Venstres politik.
 

En gennemgang af mails sendt mellem Carl Holst og Christian Ingemann, som DR Syd har fået aktindsigt i via Statsforvaltningen, viser også, at Christian Ingemann var involveret, når der skulle udfærdiges valgkampsmateriale.
 

For eksempel modtager Christian Ingemann den 12. juni en mail fra byrådsmedlem i Esbjerg Kommune Jens Vind Petersen. Her står der:

 - Hej Ingemann. Skal vi lave et ’Jeg stemmer på Carl Holst’ cover, som VU’ere og Venstre-folk kan bruge til deres profiler på de sociale medier, skriver han blandt andet og skriver videre:
 - Vi kan eventuelt også smide et statement på, ’en stærk stemme for Sydjylland’ eller ’stem lokalt/personligt’.

 Mailen er sendt kort før klokken 11.00 om formiddagen til Christian Ingemanns mailkonto ved Region Syddanmark. Få minutter efter svarer Christian Ingemann fra samme konto:

 - Ok fra mig og Carl - god idé! Og det er fine statements.

 Gennemgangen af rækken af mails mellem Carl Holst og Christian Ingemann viser også, at Christian Ingemann hjalp til, når Carl Holst skulle klædes på til interviews midt i valgkampen.

For eksempel sendte Christian Ingemann via sin Region Syddanmark-konto den 4. juni klokken 15.43 en mail til Carl Holst med ordlyden:

 - Carl, hermed (vedhæftet) input til mandagens dyrevelfærds-interview med Radio 24Syv. De sidste par sider er en kopi af partiets officielle politik på området.
 Han runder af med sætningen:
 - Håber, at det er tilstrækkeligt til at give hippierne én over nakken.

- Håber, at det er tilstrækkeligt til at give hippierne én over nakken.

 Statsforvaltning: Det var ulovligt
 

Statsforvaltnngen konkluderede så sent som i går fredag, at det var ulovligt, at Carl Holst brugte Christian Ingemann, der var ansat af regionen i projektet 'Smart vækst og Velfærd, til at føre folketingsvalgkamp for Carl Holst.
 

Redegørelsen fra Statsforvaltningen bliver behandlet i regionsrådet i Region Syddanmark mandag den 23. november.
 

Men allerede nu har flere regionspolitikere meldt ud, at der er en politianmeldelse på vej mod Carl Holst.
 Carl Holst afviser ellers selv over for Statsforvaltningen at have misbrugt skatteborgernes penge ved at lade den regionsansatte Christian Ingemann føre valgkamp for ham, da han stadig var formand for Region Syddanmark.
 

Det viser en aktindsigt i Carl Holst svar til Statsforvaltningen, som DR Syd har fået.
 

DR Syd har forsøgt at få en kommentar fra Carl Holst, men det er ikke lykkedes.

 

Oversigt

    Oversigt