I det fynske folks tjeneste

Afsløret på Facebook: Tiltalt for millionsvindel var i Gøteborg

Redningsgruppen, der tidligere hed Redningskorps Danmark, er netop nu i fokus i en omfattende retssag om svindel for 26 millioner kroner.

44-årig hovedperson i sag om svindel for 36 millioner kroner udeblev for anden gang på grund af dårlig ryg. Han var rask nok til at være i Gøteborg.

Anklagemyndigheden i Odense er ikke dummere, end politiet tillader.

I hvert fald følger juristerne godt med på de sociale medier.

Derfor risikerer en 44-årig mand fra Randers nu at blive anholdt og fængslet, så han kan afgive forklaring i en sag om svindel for 36 millioner kroner.

Manden udeblev for anden gang i retten i Odense onsdag formiddag med en fremsendt lægeerklæring om kroniske lændesmerter, der angiveligt forhindrer ham i at køre bil.

Den 44-årige var tidligere direktør og ejer af autohjælpsfirmaet Redningsgruppen og er hovedtiltalt i sagen.

Men anklager Marianne Birck er ikke helt overbevist om, at rygsmerterne er helt så voldsomme som beskrevet.

På første retsdag den 26. oktober udeblev den 44-årige nemlig også med rygproblemer, men i retten i dag kunne anklageren vise et opslag på Viborg Elites Facebook-side netop fra den 26. oktober, hvor den 44-årige står midt på en ishockeybane i Gøteborg og griner til fotografen sammen med resten af rejsegruppen fra Viborg.

Tilsvarende kunne anklageren fra en Google-søgning vise, at den 44-årige er tiltrådt et nyt job som talentchef i Team Viborg den 4. november.

- Er det et job, han er rask nok til at bestride, når han ikke kan møde i retten, spurgte Marianne Birck.

 Støttestok

Den 44-årige har kun været til stede på et enkelt retsmøde, nemlig i sidste uge, hvor han dukkede op med en støttestok, men her ønskede han ikke at lade sig afhøre om de mere alvorlige anklager i sagen.

Dommer Karin Bøgh Pedersen pålagde den 44-åriges forsvarer Claus Allan Bonnez at sørge for en speciallægeerklæring inden 14 dage eller sørge for, at hans klient møder op.

Der er nemlig afsat 18 retsdage til sagen og der skal afhøres en lang række vidner, som er indkaldt på dage, der allerede er aftalt.

- Det kan også være, at din klient kommer på andre tanker og finder ud af, at han alligevel godt kan tage toget, hvis ikke han kan køre bil, sagde hun.

I yderste konsekvens kan det komme på tale afhente og fængsle den 44-årige, så han kan fragtes fra arresten i Odense til afhøringer i retten.

Vil frifindes

Den tidligere indehaver af Redningsgruppen ville tage kampen op med Dansk Autohjælp og Falck på autohjælps- og redningsmarkedet, men i stedet for en blomstrende forretning, endte koncernen i en dramatisk konkurs og en omfattende retssag mod den 44-årige hovedperson i sagen.

Der er gæld på 55 millioner kroner til kreditorerne, der bl.a. tæller flere banker, leasingselskaber, forsikringsselskaber og underleverandører.

Sagen er henlagt til retten i Odense, fordi efterforskningen oprindelig startede med undersøgelse af selskaber i Middelfart og Nr. Aaby med forbindelse til Redningsgruppen, men sagen omhandler også forhold i Aabenraa, Esbjerg, Fredericia, Hjørring, Randers og Risskov.

Sagkomplekset handler om bl.a. skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, konkursrytteri, grov overtrædelse af bogføringsloven, dokumentfalsk af særlig grov karaktér og bedrageri af særlig grov beskaffenhed i  perioden 2008 til udgangen af 2014.

Anklagemyndigheden kræver den tiltalte 44-årige idømt fængselsstraf, mens hans forsvarer ønsker frifindelse.

Sagen om Redningsgruppen

Sagen omfatter 16 selskaber med tilknytning til Redningsgruppen, og for et af selskaberne råbte revisorerne i Lillebælt Revision allerede i december 2012 vagt i gevær.

Man kunne blandt andet ikke få adgang til at revidere regnskabet.

Revisorerne meldte forholdene i  det i Middelfart hjemmehørende selskab Vejpatrulje/Assistance-DK Aps. Først til Bagmandspolitiet dernæst til Fyns Politi. 

Svindlen er ifølge anklageskriftet bl.a. gået ud over Leasing Fyn, der fik oplyst en forkert vurdering på en lastbil og dermed mistede 369.000 kroner, men også Nykredit Bank i Hjørring, Nordea Erhverv i Århus, Sparekassen Vendsyssel og Nordea Finans Danmark har mistet penge.

Flere gange er beløb indgået på den 44-årige direktør og ejer eller dennes hustru konti fremfor at lade kreditorerne få gavn af pengene. Dermed er der begået skyldnersvig, konkluderer anklagemyndigheden.

Sagen er så omfattende, at en del af retsmøderne er henlagt til februar og marts næste år.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip