I det fynske folks tjeneste

Såret gerningsmand i koma: Afsoner varetægtsfængsling fra hospitalssengen 

Torsdag skal Fyns Politi vurdere, om den sigtede fra skudepisoden på Tåsinge er frisk nok til at blive fremstillet fysisk i et grundlovsforhør. 

Torsdag skal Fyns Politi vurdere, om den sigtede mand er stabil nok til at kunne blive fremstillet i grundlovsforhør. Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix

Den sårede gerningsmand fra skudepisoden på Tåsinge får torsdag besøg på intensivafdelingen af Fyns Politi, som skal vurdere, om mandens tilstand er stabil nok til, at han kan fremstilles i grundlovsforhør. 

Læs også Gerningsmand blev skudt i hovedet: Han er sigtet for forsøg på manddrab på betjent og trusler med riffel

Hvis den sigtede er taget ud af det kunstige koma, og hans tilstand er stabil, skal han efter planen fremstilles fysisk i et grundlovsforhør. 

Onsdag blev den 53-årige mand ved et grundlovsforhør ved retten i Svendborg varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for trusler og drabsforsøg på en politimand. 

Gerningsmand i kunstigt koma 

Den sigtede selv deltog ikke i grundlovsforhøret “af lægelige årsager”, oplyste Fyns Anklagere på Twitter. 

“Af lægelige årsager” dækker over, at manden fortsat er indlagt på intensivafdelingen på OUH, hvor han ligger i kunstigt koma. 

Den sigtede er uden for livsfare, efter at han tirsdag blev ramt af skud i hovedet afgivet af politiet, da han havde forskanset sig i sit hus med et skydevåben. 

Læs også Gerningsmand såret ved politiaktion: Politimand ramt i armen af skud

Under politiaktionen blev en betjent ramt af skud i overarmen, hvor også flere naboer blev evakueret af politiet. 

Onsdagens varetægtsfængsling betyder, at hvis den sigtede på et tidspunkt bliver dømt i sagen, vil en eventuel domsafsigelse gælde fra den 31. juli.