Afspærring på Langeland: Gummiged væltede højspændingsmast

Gummigeden skulle flytte halmballer, men ramte en højspændingsmast som satte ild til en mark. Området ved Brandsby er stadig spærret.

Natten til mandag skulle en landmand ved Brandsby øst for Humble køre halmballer. Store halmballer. Og det gik ikke helt efter planen, da han pludselig påkørte en højspændingsmast.

Det fortæller Fyns Politi, der natten til mandag fik en anmeldelse om uheldet, hvor ingen kom til skade.

- Man har kørt og stablet halmballer på marken, som ligger i forbindelse med Galbjergvej. Herunder påkører man en mast, så ledningen falder ned, siger Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Da højspændingsmasten væltede, antændte det en mindre brand på marken, der dog hurtigt blev slukket.

Der var sket et så voldsomt træk i elledningerne fra begge sider til masten, at Fyns Politi frygtede, at elledningerne eller de omkringliggende master ville falde ned. Derfor spærrede Politihjemmeværnet området ved Galbjergvej.

Først når teknikerne har fået styr på skaderne, vil der ikke længere være afspærret. Det forventes at ske i løbet af mandag formiddag.

Oversigt

    Oversigt