Fynske borgmestre skuffet over regeringen: - Meget uambitiøst udspil

Regeringen forventes at lande en aftale om en ny udligningsordning om få uger. Men det udspil, som regeringen er kommet med, skuffer på Fyn.

Regeringens planer om en ny udligningsordning ventes at flytte op mod en milliard kroner fra hovedstaden til resten af landet. Alligevel møder det udspil, som regeringen har fremlagt i forbindelse med de igangværende forhandlinger med folketingets partier, stor skuffelse blandt fynske borgmestre.

quote Vi håber selvfølgelig at lande på et så godt udgangspunkt som muligt, så vi ikke skal ud og spare på velfærden.

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune

- Det er et meget uambitiøst udspil. Jeg så gerne, at regeringen havde taget fat på de store udfordringer med de kommuner, som har det vanskeligt. Men det gør man ikke med det, der er fremlagt, siger Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd (S).

Samme toner kommer fra hans kollega i Assens Kommune:

- Det er i hvert fald ikke noget, som gør op med 30 års glidning af rigdom og investeringslyst mod storbyerne i Danmark, siger borgmester Søren Steen Andersen (V).

Fem modeller i spil

Regeringen arbejder med fem modeller for en justering af den kommunale udligning. Samtidig er der lavet beregninger på, hvad de forskellige modeller vil få af konsekvenser for hver enkelt kommune. (Se grafik i bunden af denne artikel)

Som udgangspunkt er der lagt op til, at de kommende ændringer i udligningen primært skal kompensere kommunerne for økonomiske skævridninger af en række politiske aftaler, som er indgået de senere år. Det gælder for eksempel beskæftigelsesreformen, som blev indgået af den tidligere regering. Desuden er en række kommuner de senere år blevet overkompenseret på den såkaldte "udlændinge-udligning". 

Selv om nogle af modellerne er mere "spiselige" for de fynske borgmestre end andre, så har de alle til fælles, at ingen af dem vækker jubel. Slet ikke i Odense Kommune, som i værste fald står til at skulle af med 17,3 millioner kroner i model 5.

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune.
Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune.

- For vores vedkommende kan det gå begge veje. Vi håber selvfølgelig at lande på et så godt udgangspunkt som muligt, så vi ikke skal ud og spare på velfærden. Men i alle fem modeller bliver kompensationen for udlændinge af ikke vestlig herkomst beskåret kraftigt, og det ligger jo langt fra regeringens ønske om, at vi i kommunerne samtidig skal bekæmpe ghettoproblemerne. Derfor synes jeg ikke, at tingene hænger sammen, siger Odense Kommunes borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Middelfart Kommune er en af de helt store sejrherrer i det store udligningsspil. Kommunen står til at modtage et sted mellem 13 og 25 millioner kroner, uanset hvilken model det ender med.

Johannes Lundsfryd, borgmester, Middelfart Kommune.
Johannes Lundsfryd, borgmester, Middelfart Kommune.

Men det får dog ikke Johannes Lundsfryd (S) til at juble. Selv om han står til at modtage en pose penge, ændrer det ikke på de grundlæggende uretfærdigheder, som han ser i fordelingen af penge mellem den østlige og vestlige del af landet:

- Den nuværende udligningsordning blev skabt tilbage i midten af 90-erne. På det tidspunkt havde hovedstaden det svært, og derfor måtte resten af landet holde igen i solidaritetens navn. Det var rimeligt og retfærdigt dengang, men i dag kan hovedstaden sagtens klare sig selv.  Derfor synes jeg, at tiden er inde til at pengestrømmen begynder at vende den anden vej og understøtte nogle af de kommuner i Danmark, som har svært ved at få ordentlig velfærd, siger Johannes Lundsfryd (S).

Pilen peger på model 3

Forhandlingerne går for alvor i gang i denne uge, og i følge TV 2/Fyns kilder peger pilen lige nu på enten model 3 eller model 5.

I følge Altinget.dk foretrækker regeringen dog en model med et mindre tab for hovedstaden (model 5), imens store dele af Venstre er mest interesserede i en model med mest mulig omfordeling fra hovedstaden (model 3).

quote Med model 5, står vi på Nordfyn som taber i kampen om udligningskronerne

Morten Andersen, borgmester, Nordfyns Kommune

Men uanset om det bliver model 3 eller model 5, får det ikke nogen afgørende betydning for os i Assens Kommune, lyder det fra borgmester Søren Steen Andersen (V), som er skuffet over, at regeringen ikke benytter anledningen til at lave en gennemgribende reform.

Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune.
Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune.

- Det her er ikke en reform, allerhøjst en justering. I model 3 får vi cirka fem millioner, mens vi skal afgive cirka seks millioner i model 5. Det er som en spand lunken vand og flytter intet, siger Søren Steen Andersen (V).

Nordfyns Kommune står til at modtage 6,8 millioner kroner i model 3. Penge som borgmester Morten Andersen (V) sagtens kan bruge, men i det samlede budget, rykker de stort set ikke noget som helst.

Tonni Hansen, borgmester, Langeland Kommune.
Tonni Hansen, borgmester, Langeland Kommune.

- Nej det flytter helt grundlæggende ikke ved vores samlede serviceniveau. Og hvis det ender med model 5, står vi på Nordfyn faktisk som taber i kampen om udligningskronerne i forhold til de kommuner, som vi normalt sammenligner os med, siger Morten Andersen, som dog har stor forståelse for, at det er et yderst kompliceret regnestykke, som regeringen skal have til at gå op.

Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) kan se frem til små ti millioner kroner ekstra, hvis det ender med model 3 og cirka 6 millioner kroner i model 5.

- Men jeg kan sagtens forudse, at indenrigsministeren så bare vil modregne de ekstra penge Langeland får i det særlige tilskud, som vi de seneste tre år har modtaget for at drive vores kommune, siger Tonni Hansen som på det netop overståede KL-topmødde i Aalborg blev valgt ind i KLs bestyrelse. 

Regeringen planlægger at præsentere et forlig omkring påske.

Her er regeringens fem modeller.

I følge TV2/Fyns kilder er model 3 og model 5 de to mest sandsynlige scenarier. 

Model 1Model 2Model 3Model 4Model 5
Assens17,5-2,15,02,5-6,1
Faaborg-Midtfyn8,8-13,44,61,9-9,2
Kerteminde10,47,711,010,14,6
Langeland-1,01,89,68,96,2
Middelfart17,716,814,913,024,7
Nordfyn18,82,76,95,1-1,1
Nyborg19,68,623,122,614,4
Odense130,086,235,646,6-17,3
Svendborg34,330,054,552,638,7
Ærø-4,6-2,80,60,06-1,1

Tallene er opgjort i millioner og afrundede.

Oversigt

    Oversigt