Afvisning af bandefolk ved retssag i Svendborg: Højesteret tager stilling

To mænd måtte ikke overvære retssag, fordi de har bandetilknytning. Højesteret skal afgøre om det var i orden.

Landets øverste domstol skal nu afgøre, om det var i orden, at to mænd blev afvist som tilhørere ved en retssag i Svendborg, fordi de har bandetilknytning.

Det oplyser Procesbevillingsnævnet, der har givet forsvareren for den tiltalte i sagen lov til at få spørgsmålet prøvet ved Højesteret.

Før en retssag mødtes retspræsidenten for byretten med politiet, som havde foretaget en risikovurdering i forhold til retssagen.

Her blev det aftalt, at personer med bandetilknytning og andre utryghedsskabende personer skulle afvises ved indgangen til retsbygningen.

Da to personer med bandetilknytning dukkede op for at overvære retssagen, blev de afvist.

Forsvareren protesterede mod afvisningen, men byretten mente ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning.

Mens forsvareren accepterede byrettens afgørelse for den ene af tilhørerne, blev afgørelsen for den anden kæret til Østre Landsret, der 14. september stadfæstede byrettens kendelse.

Ifølge landsretten er det ikke i strid med retsplejelovens krav om offentlig rettergang at afvise personer med bandetilknytning.

Procesbevillingsnævnet skriver ikke på sin hjemmeside, hvilken sag det drejer sig om.

Men der er efter alt at dømme tale om sag, der blev indledt ved Retten i Svendborg den 4. september.

Her stod to mænd fra banden Black Army tiltalt for at have skudt en fængselsbetjent to gange i benet, da han skulle møde på arbejde i Nyborg Statsfængsel.

En 21-årig mand fik seks års fængsel, mens en 35-årig mand, der tidligere har været omtalt som præsident for banden, fik 10 måneders fængsel.

Han blev dømt for at have foranlediget, at den bil, der blev brugt ved overfaldet, blev stjålet og efterfølgende brændt af.

I forbindelse med sagen havde politiet øget sikkerheden omkring retsbygningen, og da to familiemedlemmer til den formodede bandeleder dukkede op for at overvære retssagen blev de nægtet adgang

Oversigt

    Oversigt