I det fynske folks tjeneste

Afvist fynskfødt kvinde deles heftigt på nettet

Onsdag aften skrev Nanna Ploog Ditlev på Facebook om sit afslag på dansk statsborgerskab. Opslaget er nu blevet delt mere end 7.800 gange.

Foto: Privat/Facebook

- Danmark! Hvad sker der for dig?

Sådan begynder den 41-årige Nanna Ploog Ditlevs Facebookopslag, der i skrivende stund er blevet delt mere end 7.800 gange og kommenteret mere end 1.700 gange.

- Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om dansk statsborgerskab. Jeg mangler en indfødsretsprøve. Den skal dokumentere, at jeg ved noget om danske samfundsforhold, fortsætter hun på Facebook. 

I juni 2016 søgte Nanna Ploog Ditlev om dobbelt statsborgerskab - altså så hun både er statsborger i Tyskland og Danmark. 

Efter et år og fire måneder er der nu kommet en afgørelse i hendes sag, og det var ikke den, Nanna Ploog Ditlev havde håbet på. Hun fik afslag på sin ansøgning om dobbelt statsborgerskab, fordi hun ikke har taget indfødsretsprøven.

Læs også Arlene står til udvisning: Det er tudetosset

Derfor skrev hun onsdag aften klokken 21.16 et opslag på Facebook, hvor hun udtrykker sin frustration. 

Både i opslaget og til TV 2/Fyn torsdag aften fortæller hun lidt om sin baggrund. 

Nanna Ploog Ditlev er født og opvokset i Danmark. Derudover har hun uddannet sig folkeskolelærer her i landet og underviser nu børn i dansk, kristendom og historie. Hun har kun boet otte måneder af sit liv i Tyskland, og ellers er hun født i Odense. 

- Det er desværre ikke bevis nok, skriver Nanna Ploog Ditlev på Facebook. 

Men det er ikke kun, fordi Nanna Ploog Ditlev vil kunne kalde sig dobbelt statsborger, at hun er utilfreds med afgørelsen. 

Jeg vil også gerne have lov til at bestemme, hvem der skal bestemme over mig. 

Nanna Ploog Ditlev, lærer, Middelfart

- Jeg har i alle de år, hvor jeg har haft alderen til at kunne stemme, ikke haft stemmeret. Og det synes jeg et eller andet sted, at jeg gerne vil have, fortæller hun til TV 2 /Fyn og fortsætter:

- Jeg vil gerne kunne deltage i demokratiet. Så det handler rigtig meget om, at jeg synes, at det har jeg ret til, når jeg også betaler min skat i Danmark. Jeg vil også gerne have lov til at bestemme, hvem der skal bestemme over mig. 

Afgørelsen får altså ingen konsekvenser for, om Nanna Ploog Ditlev får lov til at blive i Danmark eller ej. 

Svært at finde rundt i

Den tysk-danske lærer fortæller, at hun havde store problemer med at finde ud af, hvordan hun overhovedet skulle ansøge, og hvordan reglerne er på området. Hun fik dispensation for danskprøven, som også er et led i at få dansk statsborgerskab. Det fik hun, fordi hun havde taget en uddannelse.

Men dispensation for indfødsretsprøven fik hun ikke.

Nanna Ploog Ditlev fik en svarfrist på to uger, og prøven kan kun afholdes to gange om året. Hun anmodede om udsættelse af fristen, da det kun er muligt at tage prøven to gange om året - næste gang er 30. november. Men det lykkedes ikke. 

Hun mener, at reglerne burde være mere enkle, så helt almindelige mennesker ikke bliver ramt. Og derfor mener hun også, at sagsbehandlere burde kigge på sagerne individuelt.

Tvivl om fortsat kamp

Nanna Ploog Ditlev fortæller torsdag aften, at hun har tilmeldt sig en indfødsretsprøve 30. november, men hun ved endnu ikke, om hun egentlig vil tage prøven og tage hele sagen op en gang til. 

En del af den fynske lærer vil gerne tage kampen op, mens en anden del, synes det er så grotesk, at hun ikke vil fortsætte kampen om det dobbelte statsborgerskab.

07:08 Luk video