I det fynske folks tjeneste

AGF-træner roser fantastiske fans

AGF's afgående træner, Ove Pedersen, tog mandag aften den bedst tænkelige afsked med hjemmepublikummet i Århus, da AGF vandt 2-1 over OB.

"Tak for tre supergode år, Ove. Vi kæmper fortsat for Århus", stod der på den kæmpe tifo, som AGF-fansene rullede ud efter hjemmeholdets 2-1-sejr over OB i mandagens SAS Liga-kamp.

Her blev cheftræner Ove Pedersen kastet op i luften af sine spillere og tiljublet af fansene, som var det mere end bare tre point, AGF havde vundet.

- Det var selvfølgelig dejligt at sige farvel med en sejr. Men det er også med vemod, at jeg siger farvel til fansene. De har været fantastiske og også støttet mig i starten, hvor der var meget modgang, sagde Ove Pedersen efterfølgende.

Han overtog AGF-holdet i 2006, hvor holdet lå til nedrykning. Men via en sæson i den næstbedste række er AGF nu sikre på at ligge i den bedste halvdel i denne sæson, når SAS Ligaen går på vinterpause.

- Det er gået hurtigere, end jeg havde forventet, men jeg synes, at der nu er skabt et fundament, der er til at bygge videre på. Og så vil vi gerne slutte på femtepladsen, tilføjede Ove Pedersen, som efter nytår tiltræder i Esbjerg.