AGF'er skifter til OB

OB har skrevet en tre-årig kontrakt med forsvarsspilleren Mikkel Kirkeskov.

Den 22-årige venstre back kommer til OB fra AGF, hvor han har spillet flere end 100 førsteholdskampe.

- Det er en meget spændende spiller, vi får til OB, og det er en spiller, der har sine primære styrker på positionen som venstre back. Det er der, han har sin naturlige plads, og det har vi savnet i den seneste periode, siger sportsdirektør Jesper Hansen til OB's hjemmeside.

Cheftræner Troels Bech er ligeledes glad for at få Mikkel Kirkeskov på holdkortet:

- Mikkel er sådan en type, som det er rigtig irriterende at spille imod. Og dem kan vi godt lide at have på vores eget hold. Han er en naturlig venstreback, som er stærk i en-mod-en situationer. Han er hurtig, og han har et glimrende venstreben. Desuden er han mand for en viljestærk attitude og fighterindsats, og det glæder vi os til at få gavn af, siger Troels Bech.

I OB kommer han til at optræde med trøje nummer 2 og træner første gang med, når truppen samles tirsdag formiddag.

Oversigt

    Oversigt