Angrebet kommer efter Anker Boye har meldt ud, at man bør droppe planer om at omdanne Thomas B. Thriges Gade i Odense til en tunnel og i stedet bruge pengene på velfærd.
- Det er ren og skær populisme. Socialdemokraterne er ved at grave et hul i jorden for sig selv, siger Alex Ahrendtsen til TV 2/Fyn.
Ikke populisme
Anker Boye har forslået, at man laver en såkaldt stillegade i bymidten, som kun koster 120 millioner kroner, og så dropper tunnel-planerne, som anslås at koste 680 millioner kroner.
- Vi kan jo se, at der er en forskel på pris på de to forslag på over en halv milliard kroner, så der er ikke spor populisme i det, siger Anker Boye.
Alex Ahrendtsen mener, at det er useriøst at love pengene væk til velfærd, da der endnu ikke er udarbejdet et finansieringsforslag til tunnel-projekt. Dermed ved man endnu ikke, om pengene kommer fra kommunekassen, lån eller via investorer.
Borgmester Jan Boye har stadig flertal for projektet, da Dansk Folkeparti og Ny Alliance støtter tunnelen.