I det fynske folks tjeneste

Ahrendtsen: Politiet opfører sig som den svage hest

02:56

Aflysningen af Yahya Hassans besøg i Vollsmose har fået byrådsmedlem Alex Ahrendtsen op af stolen. I et brev til borgmester Anker Boye opfordrer han til, at et samlet byråd revser Fyns Politi.

I brevet vil Ahrendtsen have borgmesteren til at tage affære. Han er chokeret over, at arrangementet i Vollsmose Bibliotek er blevet aflyst.

- Jeg fatter ikke Fyns Politi. Jeg fatter heller ikke biblioteket, at de aflyser. Det skal gennemføres, og det skal gennemføres i Vollsmose så snart som muligt. Vi lever i Danmark, vi har et folkestyre, vi har et demokrati. Hvis vi ikke engang kan tale, når vi er uenige, jamen så giver det ingen mening, siger byrådsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) til TV 2/FYN.

Arrangementet skulle være afholdt tirsdag den 26. november i Vollsmose Bibliotek.

- Herude er der jo brug for, at de lytter til Yahya og lærer, at man godt kan være uenige og sige hårde ting til hinanden og alligevel være i samme stue. Det går ikke, vi giver efter på de her trusler, siger Alex Ahrendtsen.

Politiet har sagt, at de ikke kan garantere for den offentlige orden og sikkerhed.

- De skal garantere for den offentlige orden. Det er det, vi betaler for. De skal ikke gå ind og vurdere den slags. Lige nu er banditterne derude den stærke hest, fordi politiet opfører sig som den svage hest, der trækker sig. Vi skal være den stærke hest, og det vil jeg altså sørge for, siger Alex Ahrendtsen.

Derfor har byråds- og folketingsmedlemmet nu kontaktet borgmesteren med opfordringen til at samle byrådet.

- Borgmesteren må sætte sig i spidsen for det her, for vi skal have det gennemført, siger Ahrendtsen.

Ved du noget? Så send os et tip