I det fynske folks tjeneste

Ajax-træner opfordrer Christian Eriksen til at blive

Ajax-træner Frank de Boer mener, at Christian Eriksen vil have klart bedst af at blive i Ajax i nogle år.

Christian Eriksen skifter kun, hvis Barcelona henvender sig, siger han.

Bliv hvor du er og bliv god. Den opfordring sender træneren i den hollandske storklub Ajax Amsterdam, Ronald de Boer, til klubbens danske stortalent Christian Eriksen.

Eriksen er meget talentfuld

- Han er en meget talentfuld spiller, der først lige er fyldt 19 år, og som er nået meget langt for sin alder. Jeg er sikker på, at han har en stor fremtid foran sig, og jeg tror, at han kan blive ligeså god som Wesley Sneijder, siger Frank de Boer til sporten.tv2.dk.

- Men jeg håber ikke, at han begår en fejl ved at skifte klub for tidligt, for det vil være bedst for hans udvikling at blive i Ajax, mener den hollandske træner.

Eriksen vil sige nej tak til Liverpool

Eriksen, der fik debut på det danske landshold sidste år, hvor han også var med ved VM i Sydafrika, sender da heller ikke andre signaler, end at han er glad for livet i den hollandske klub.

- Hvis jeg fik et tilbud fra Liverpool nu og her, så tror jeg, at jeg ville sige nej tak. Ajax er et godt sted for mig lige nu, og det tror jeg også, at det er et par år endnu, siger han.

- men Barcelona ville få et ja

Én klub ville det dog være svært at sige nej til, indrømmer han.

- Hvis jeg skulle skifte lige nu, så ville jeg sige Barcelona.

Christian Eriksen har, siden Frank de Boer overtog trænerjobbet i slutningen af 2010, fået masser af spilletid i den hollandske klub, og han spillede i februar en god landskamp mod England i Parken.