Aktionærer: Ja, til salg

Torsdag aften blev en væsentlig forhindring ryddet af banen, da aktionærerne i Sparekassen Faaborg stemte ja til at ændre vedtægterne. Og derved gøre et salg muligt.

Ca. 300 aktionærer var mødt frem på Faaborg Fjord til ekstraordinær generalforsamling.

Selvom en del af disse stemte nej, havde det ingen betydning, fordi bestyrelsen allerede ved generalforsamlingens start havde de nødvendige stemmer i hus, fortæller bestyrelsesformand, Allan Hansen.

Sikret med brevstemmer og fuldmagter

2300 aktionærer havde givet fuldmagter til bestyrelsen og 600 havde brevstemt.

Ordstyren offentliggjorde inden torsdagens afstemning, at bestyrelsen allerede havde det nødvendige flertal for at ændre vedtægterne og muliggøre et salg. Det krævede 2/3 af stemmerne, og bestyrelsen havde ved brevstemmer og fuldmagter allerede 85% af stemmerne i hus.

Afstemningen blev afholdt skriftligt.

Tilfreds bestyrelsesformand

Bestyrelsen har anbefalet et salg. På den baggrund var det en tilfreds bestyrelsesformand tv2fyn.dk fredag morgen fangede på vej til Nordjylland.

- Afstemningen forløb, som vi havde håbet. Men også som vi havde forventet i bestyrelsen, på baggrund af at vi har anbefalet salget, sagde Allan Hansen, bestyrelsesformand i Sparekassen Faaborg.

Oversigt

    Oversigt