Aktionærer siger ja til salg

Et stort flertal af aktionærerne i Sparekassen Faaborg har accepteret et salg til Sparekassen Sjælland. Dermed bliver Sparekassen Faaborg overtaget af den sjællandske sparekasse.

I følge den foreløbige optælling har aktionærerne med over 90 procenet af aktiekapitalen sagt ja til købstilbuddet af deres aktier til kurs 175. Dermed kan salget gennemføres som ledelsen i Sparekassen Faaborg varmt anbefalede.

- Det har været meget vigtigt for os, at der var en bred opbakning til vores ønske om at forene kræfterne med Sparekassen Sjælland. Derfor er vi også rigtig glade for, at så stor en del af vores aktionærer har valgt at takke ja til købstilbuddet, udtaler administrerende direktør i Sparekassen Faaborg, Claus Sejling.

Sparekassen Faaborg har de senere år lidt store tab på lån i ejendomme, men ledelsen vurderer at det nye ejerskab igen kan bringe banken i offensiven på Fyn.

- Vi trækker nu i arbejdstøjet, så vi kan vise både vores aktionærer og kunder, at de har taget den rigtige beslutning om at støtte op om en stærkere lokalbank på Fyn, siger Claus Sejling.

Med aktionærernes accept af Sparekassen Sjællands købstilbud bliver Sparekassen Faaborg en datterbank af Sparekassen Sjælland og fortsætter som et selvstændigt pengeinstitut med eget navn, den samme daglige ledelse og de samme medarbejdere i Sparekassens filialer som i dag.

Læs Sparekassens meddelelse til Fondsbørsen

Oversigt

    Oversigt