160 års jubilæum: Albani jagter hattrick med ny øl

De seneste to gange er jubilæumsøl blevet en del af det faste sortiment, men Albani tør ikke garantere, at det også sker med den nyeste.

De færreste tænker over det, når glasset føres til munden og en slurk fynskproduceret øl rammer ganen. Men er der tale om øl fra Albani, og helt specifikt en Classic eller en 1859-øl, så er det øl, der egentlig slet ikke skulle være der.

- Classic'en var jubilæumsøl i 1999. Den hed bare jubilæumsøl i anledning af 140 året, men blev så populær, at den fik navnet classic, fortæller brygmester Daniel Bjørk, mens han står med den seneste jubilæumsøl fra Albani i hånden og læner sig op af tappekolonnen i bryggeriet.

Classic skabt til jubilæum

Den øl følger efter en anden succes - 1859 - der i 2009 var med til at markere 150-året for Albanis grundlæggelse.

Den blev også et hit og fik nyt navn og længere liv.

- Vi har brygget 60.000 liter af den nye jubilæumsøl. Det giver 120.000 flasker, da den kommer i halvliters flasker. Vi når desværre ikke at få den på markedet før påske. Men når den fra uge 19 rammer butikkerne, så er det planen, at den skal række resten af året. Ellers må vi lave et bryg til, foreslår Daniel Bjørk.

12 forskellige etiketter med historiske motiver kommer til at pryde jubilæumsøllen.
12 forskellige etiketter med historiske motiver kommer til at pryde jubilæumsøllen.
Foto: Preben Dahl

Mens han står og fortæller, bliver der lyttet nøje. Historiker Jørgen Thomsen nipper til øllet.

- Jeg kan godt lide en øl og en snaps til en god sildemad, slår Jørgen Thomsen fast.

Men der er ingen sild og snaps, kun øl i tappehallen. Til gengæld er der historie i at betragte de første øl skramle hen ad det automatiserede bånd.

- Albani har en lang historik for at lave en øl i forbindelse med et jubilæum. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, gjorde de det allerede, da brygget fyldte 50 år i 1909. Og siden er det blevet til flere øl i anledning af jubilæer, fortæller historikeren.

Og hvordan smager den så? Den øl, der på brygger-sprog byder på "fylde og tilgængelighed". Brygmesteren tripper for at supplere.

Ung smag og rød farve

- Vi har prøvet at ramme en ung smag, der har lidt tone af pale ale, men også karamellens sødme over sig. Og prøv at se farven - den er helt rød, siger Daniel Bjørk begejstret.

Knap så glad er han for spørgsmålet om det pres, der hviler over en jubilæumsøl, når forgængerne nu er blevet successer.

- Jeg føler ikke noget pres. Det er jo op til fynboerne, om den bliver en succes. Hvis den gør det, er vi klar til at brygge mere. Hvis ikke, så må jeg i gang med at lave nogle andre, spændende øl. Vi får se, når øllen kommer på markedet i uge 19, fortæller Daniel Bjørk.

 

Oversigt

    Oversigt