Albani skal brygge Århus-øl

Lukning af Århus-bryggeri giver 20 nye arbejdsplader i Odense.

Efter over 150 år er det formentlig slut med ølproduktion i Århus. Royal Unibrew, der driver det århusianske Ceres, oplyste mandag, at man har indledt forhandlinger med medarbejderne om afskedigelser med henblik på at flytte ølproduktionen fra Århus til anlæggene i Faxe og Odense inden udgangen af 2008.

På den måde kan koncernens resultatet blive forbedret med 30 millioner kroner.

-  Planen vil betyde 20 nye arbejdspladser på Albani i Odense, siger administrerende direktør Poul Møller, Royal Unibrew, til TV 2/FYN

Ifølge en meddelelse til Fondsbørsen vil lukningen få betydning for cirka 130 medarbejdere. De funktioner, der vedrører salg, marketing, eksport og indkøb m.v. vil ikke blive berørt.

Det fremgår af meddelelsen, at en lukning af produktionen i Århus vil betyde salg af den meget attraktive grund i det centrale Århus. Det vil kunne give Royal Unibrew en uventet ekstraindtægt på 600-900 millioner kroner.

Ølmærker fortsætter

De ølmærker, der er blevet produceret i Århus indtil nu, vil fortsat blive markedsført som hidtil. Her har produktionen af dåseøllen Royal Eksport været et meget stærkt mærke, som er blevet nummer et blandt importerede øl i bl.a. Italien.

Flytningen af produktionen vil medføre nye investeringer i Royal Unibrew - primært i Faxe - på cirka 240 millioner kroner i 2008.

Royal Unibrew forventer et resultat før skat i 2007 på 200-220 millioner kroner.

20 nye job i Odense

Allerede i forbindelse med en sparerunde i efteråret 2007, hvor 300 job blev fjernet i bryggerikoncernen, blev det oplyst, at ledelsen overvejede at reducere antallet af bryggerianlæg fra tre til to i Danmark. Det er det, der nu sker.

I dag brygger anlægget i Faxe 50 procent, anlægget i Odense 20 procent og anlægget i Århus 30 procent af Unibrews øl. Ved omlægningen af produktionen bliver der arbejde til 20 i Odense og 30 i Faxe, oplyser Poul Møller.

Oversigt

    Oversigt