I det fynske folks tjeneste

Aldrig set før: Kerteminde HK er sidste seriehold tilbage i pokalturnering

Der venter Kerteminde HK en vanskelig opgave i aftenens kamp mod 1. divisionsholdet HØJ.

Kerteminde HK møder HØJ på hjemmebane tirsdag aften. Arkivfoto.

Håndboldherrerne i Kerteminde Håndboldklub er de eneste tilbage fra Fynsserien i dette års pokalturnering. Turneringens øvrige seriehold fra Østdanmark og Fyn er allerede besejret eller på anden vis slået ud. 

Læs også Tarup/Paarup fik pokalbank af GOG

Tirsdag aften møder herrerne 1. divisionsholdet HØJ fra Sjælland, der har den tidligere landsholdsspiller Peter Nørklit i målet. Det er derfor en vanskelig opgave, der venter, og selvom træner Jens Bøye forventer, at eventyret slutter tirsdag aften, er det en enorm stor sejr at nå blandt turneringens 16 bedste hold.

- Vi regner ikke med at vinde. Når vi møder sådan et hold, vil vi måske vinde én ud af 40 gange. Det kan selvfølgelig lige så godt være i dag, men vi er tilfredse med et nederlag på 12 mål eller færre. Det er en kæmpe chance for spillerne at møde sådan et klassehold, siger træneren.

Det er kronen på værket. I søndags rykkede vi op i 3. division, og lige efter vi er rykket op, får vi lov til at spille pokalkamp. Det er helt vildt

Jens Bøye, træner

Kerteminde HK er aldrig før nået så langt i pokalturneringen. Tilbage er hold som Skjern, der sidste år vandt turneringen, de danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg, mægtige KIF-Kolding, fynske GOG og altså HØJ, der formentlig spænder ben for Kerteminde HK's herrer.

Alligevel er træneren ikke i tvivl. Det er kæmpe stort for klubben at være det sidste seriehold tilbage i turneringen.

- Det er kronen på værket. I søndags rykkede vi op i 3. division, og lige efter vi er rykket op, får vi lov til at spille pokalkamp. Det er helt vildt, siger Jens Bøye.

Han er heller ikke i tvivl om, hvorfor Kerteminde HK er nået så langt på det ene år, han har været træner.

- Det er en flok unge spillere, som utroligt gerne vil træne, og derfor er vi nået så langt. De har en kæmpe vilje og slås altid for det, fortæller Jens Bøye.

Taber Kerteminde HK aftenens kamp på hjemmebane, er de ude af turneringen med en flot 16. plads. Uanset kampens udfald springer herrerne op divisionsligaen næste sæson.