I det fynske folks tjeneste

Alex Ahrendtsen truer borgmester

Viceborgmester Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti i Odense overvejer nu om partiet kan fortsætte støtten til Jan Boye som borgmester til næste kommunalvalg. Det sker efter han fik beskeden om, at Jan Boye skal tale til fredagsbøn i Odense.

Alex Ahrendtsen overvejer støtten til borgmester Jan Boye.

- Jeg er målløs. Jeg fattes ord. Jeg kan ikke tro det er rigtigt, siger en dybt rystet Alex Ahrendtsen, som ikke mener at en borgmester har noget at gøre til en fredagsbøn med Islamisk Trossamfund. 

Det er moskeen på Ørbækvej i Odense, som får besøg af byens borgmester, og det er i følge islamisk

Trossamfund første gang en så fremtrædende politiker deltager i fredagsbønnen.

- Jeg har ikke set ham holde en tale i en kirke. Jeg har ikke set ham være i et hindutempel eller buddhisttempel. Hvad vil han opnå med det? Det er for Dansk Folkparti fuldstændig uacceptabelt, og vi bliver nødt til at tage vores støtte til Jan Boye op til overvejelse. Vi bliver nødt til at gå i tænkeboks, siger Alex Ahrendtsen.  

Der er ikke en politisk dagsorden for besøget, men borgmesteren skal tale for menigheden efter fredagsbønnen og dagen afsluttes med et lukket møde med moskeens bestyrelse og fællesspisning.