Alex Ahrendtsen udpeget til formand for Odense Teater

Dansk Folkepartis folketingsmedlem Alex Ahrendtsen er blevet udpeget til formand for Odense Teater. En udnævnelse han selv er meget overrasket over.

Det var en udsædvanlig fåmælt Alex Ahrendtsen, der torsdag skulle svare på, hvilken forskel det vil gøre for Odense Teater, at han nu overtager formandposten fra den radikale rådmand Susanne Crawley Larsen.

- Jeg vil ikke udtale mig om, hvilken forskel det vil gøre. Det kan jeg ikke sige noget om endnu, det må andre svare på om måske 10 år, siger Alex Ahrendtsen.

Alex Ahrendtsen ønskede ikke at komme med de store programerklæringer her på den første dag.

Kulturordfører for Dansk Folkeparti

Alex Ahrendtsen er kulturordfører for Dansk Folkeparti, og en formandspost for Odense Teater er en ønskepost for ham. 

- Det er en ønskepost, men jeg har aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde ville bliver udnævnt til formand. Det er jo ikke så mange fra Dansk Folkeparti, der bliver udnævnt. At blive udnævnt til formand for en fynsk lokal kulturinstitution, det er en stor ære,  siger Alex Ahrendtsen.

Nye bestyrelser for fem store teatre

Det er kulturministeren, der har udpeget nye medlemmer til bestyrelserne for Odense Teater, Aarhus Teater, Aalborg Teater, Folketeatret og Den Jyske Opera.

- Med udpegningerne af de nye bestyrelser har vi fået fem spændende hold til at stå i spidsen for de store teatre i Danmark. Vi har fået en god blanding af nye og erfarne bestyrelsesmedlemmer, der både har stærke faglige kompetencer inden for scenekunst og styrker, når det gælder ledelse. Med den rullende udpegning af bestyrelserne styrker vi bestyrelsernes ”hukommelse” samtidig med at vi sikrer, at der hele tiden kommer ny inspiration og fornyelse. Jeg ser frem til at følge teatrenes udvikling i de kommende år, siger Kulturminister Mette Bock, LA.

Udpegningen er med virkning fra den 1. januar 2017.

 

 

Odense Teaters bestyrelse

 

Oversigt

    Oversigt