Alex Pedersen vil have lukket Storebæltsbroen under Tour de France

Hele Storebæltsbroen skal lukkes, når Tour-feltet kører over i juli 2021. Det mener Alex Pedersen, der var med til at skaffe løbet til Danmark.

Af sikkerhedsmæssige hensyn bør hele Storebæltsbroen lukkes ned for trafik, når Tour de France-feltet kører over broen den 3. juli 2021.

Det mener den tidligere cykelrytter Alex Pedersen, der i dag er konstitueret direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark, som har været med til at skaffe verdens største cykelløb til Danmark.  

- Ønskescenariet er selvfølgelig, at broen er helt ren, så der kun er 200 cykelryttere på broen og så de her følgebiler. Jeg blev citeret for, at det er på grund af tv-billeder. Det er ikke kun på grund af de flotte tv-billeder, men det er også et spørgsmål om sikkerhed.

Et spørgsmål om sikkerhed

Indtil videre har der kun været lagt op til, at det ene spor skulle lukkes under cykelløbet. Men hvis der sker et trafikuheld, mens rytterne cykler over broen i det modsatte spor, så frygter Alex Pedersen, at det kan ende med en aflysning af etapen.

- Hvis der er trafik i det ene spor, og der sker noget i det spor, så kan vi risikere, at der skal redningskøretøjer ud ovre i cykelsporet. Det ville være rigtig trist, hvis der skete noget der, og så cykelløbet skulle til at aflyses på grund af et uheld ovre i trafiksporet. Så der er rigtig mange hensyn at tage, og det er noget af det, vi skal til at drøfte, og det har vi to år til at finde ud af, siger Alex Pedersen.

Om det ender med, at Storebæltsbroen bliver helt lukket for trafik under cykelløbet, er stadig ikke besluttet. Indtil videre har Transportministeriet kun givet godkendelse til, at broen kan bruges under løbet.  

Håber på nyt broløb

Alex Petersens ønske om at lukke broen for trafik under Tour de France-etapen får også håbet til at spire hos en af arrangørerne af det nu lukkede broløb over Storebæltsbroen - Carl Haals.

- Hvis det går godt trafikmæssigt, så kan det måske åbne vejen for, at vi kan komme på banen igen med et broløb. Altså der burde være plads til, at man hvert tredje år kunne lukke i hvert fald det ene spor i tre og en halv til fire timer, siger han.

Det hidtil sidste broløb over Storebæltsbroen blev afholdt i september 2017, efter at transportminister Ole Birk Olesen (LA) på Vejdirektoratets anbefaling besluttede, at der ikke længere skulle afholdes broløb, da det gav for mange trafikale problemer.

Borgmester vil have broløbet tilbage 

Kenneth Muhs (V) er borgmester i Nyborg, og han håber også, at Tour de France-etapen over Storebæltsbroen kan være med til at få broløbet tilbage.

- Vi skal have Storebæltsløbet tilbage igen. For det er jo netop det helt fantastiske, at broen kan. Jeg blev spurgt på et tidspunkt, hvorfor man ikke løber et broløb langs vores flotte kyster, hvortil jeg siger: “jamen så er det jo ikke noget broløb.” Det er jo også at få lov til at vise vores flotte infrastruktur frem, for der kommer også gæster udenlands fra. Så der vil jeg sige, at det skulle vi gerne have tilbage igen, siger borgmesteren.

Forskel på Touren og et broløb

Men der er forskel på et broløb og Tour de France. Det mener Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, som tidligere har været stor fortaler for at stoppe broløbene.  

- Jeg vil sige, at Tour de France det er jo nok sådan en tusindårs-begivenhed, vi aldrig kommer i nærheden af mere. Derfor er vi nok lidt mere large i forhold til at kigge på muligheden der. Jeg mener stadig ikke, at Storebæltsbroen eller andet af vores betydelige infrastruktur skal bruges til motionsløb, der strækker sig over adskillige timer og ligger trafikken ned og skaber ti kilometer lange køer.

- Det har jeg tidligere sagt, at jeg er imod. Vi har så meget andet smuk natur i Danmark, hvor man kan løbe rundt. Men sådan en stor begivenhed som Tour de France, der må vi nok sige, at den får vi kun én gang til Danmark. Så jeg synes, at der er en forskel, men jeg kan godt forstå, hvis man synes det er en lille smule dobbeltmoralsk, siger han. 

Det første af i alt syv broløb over Storebæltsbroen blev afholdt i 1997.

Hele Storebæltsbroen skal lukkes, når Tour-feltet kører over i juli 2021. Det mener Alex Petersen, der var med til at skaffe løbet til Danmark.
Fotograf: Ken Petersen

Oversigt

    Oversigt