Alex Rasmussen før dom: Jeg anker ikke

Cykelrytteren slår allerede inden torsdagens dom i en dopingsag fast, at hans straf ikke vil blive anket.

Temporytteren Alex Rasmussen er parat til at tage sin straf, når han torsdag får en dom af Dansk Idræts-Forbunds (DIF) dopingnævn.

Den suspenderede rytter er ikke interesseret i, at sagen trækker i langdrag ved den internationale sportsdomstol, CAS.

- Mine advokaters professionelle vurdering er, at jeg ville gå fri, hvis jeg kører en sag på det. Men det er jeg ikke interesseret i, for så kommer den til at trække ud.

- Og jeg er heller ikke interesseret i selv at anke DIF's afgørelse, siger Alex Rasmussen til Ekstra Bladet.

Cykelrytteren er havnet i dopingsagen, fordi han ikke har levet op til whereabout-reglerne. Tre gange har han glemt at oplyse til antidopingkontrollen, hvor han har været.

Alex Rasmussen mener selv, at han har haft en god dialog med DIF, der godt kan se, at overtrædelserne skyldes sjusk.

- Men selvfølgelig er de stadig nødt til at straffe mig.

- Den ligger umiddelbart til et år. Men der er nogle formildende omstændigheder - altså jeg har en advarsel for en misset test, mens to er deciderede sjuskefejl - som gør, at jeg håber på, at den kan blive nedsat.

- Et par måneder betyder meget. For så kan jeg komme med til OL og hjælpe 4000-meter-holdet med at vinde medaljer. Det er mit lille håb, siger Alex Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt