I det fynske folks tjeneste

Alex Rasmussen er heller ikke med i Touren

Det tegner til at blive et danskerfattigt Tour de France i år. Garmin-Barracuda ser bort fra Alex Rasmussen.

Tour de France har det med at trække masser af danskere ned til de franske landeveje for at heppe på de landsmænd, der deltager i løbet.

Men i år ser der ud til at blive langt imellem de danske ryttere i feltet, efter at både Jakob Fuglsang og Matti Breschel har fået at vide, at de ikke er udtaget til løbet.

Nu siger Alex Rasmussen også, at han af Garmin-Barracuda-holdet har fået besked på, at han ikke indgår i Tour de France-planerne.

Det har dog intet at gøre med, at danskerens ankesag ved den internationale sportsdomstol CAS ikke er afgjort endnu og først bliver det engang i juli måned.

- Jeg spurgte ind til det rimeligt tidligt, for så havde jeg nemlig den mulighed for at tage på højdetræningslejr med banelandsholdet, og så fik jeg at vide, at jeg ikke skal køre, siger han til sporten.tv2.dk.

Alex Rasmussen får dermed mulighed for at koncentrere sig 100 procent om OL i London, og derfor lever han også fint med, at drømmen om at køre med i Touren indtil videre er sat på standby.

- Det er ikke sådan, at jeg er grædefærdig over det, men det er noget, jeg gerne vil køre på et tidspunkt, siger han.

Indtil videre er det kun Lotto-Bellisols Lars Bak, der officielt er udtaget til Tour de France som eneste dansker.

Men Team Saxo Bank har endnu ikke offentliggjort sin Tour-trup, og her vil Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen med stor sikkerhed være at finde på listen.

Ved du noget? Så send os et tip