Alex Rasmussen får luksusrolle

Fynske Alex Rasmussen får en mere fri rolle til at køre sin egen chance hos Garmin-Cervélo, siger sportsdirektør.

Den hurtige danske cykelrytter Alex Rasmussen har lovning på en spændende rolle hos sit kommende mandskab Garmin-Cervélo, siger holdets danske sportsdirektør Johnny Weltz.

- Han får en lidt luksuriøs rolle, hvor han kan køre sin chance og køre enkeltstarter, men selvfølgelig skal han også være med til at hjælpe vores sprinter-es Tyler Farrar.

- Men det er helt sikkert, at han får flere muligheder for at køre sin chance, siger Johnny Weltz.

Alex Rasmussen flyttede for et år siden til Spanien, hvor han bor tæt på Johnny Weltz i Girona.

De to har længe snakket om et samarbejde.

- Han er stort set flyttet ind ved siden af, så vi ses en gang imellem. Det fungerer rigtig godt for ham dernede. Det kan man også se på den måde, han kører, at han har mere lyst end nogensinde.

- Jeg mødte ham, inden han kom ud af den store andedam, og vi talte dengang om, hvordan han skulle videre efter det store baneræs.

- Det er flere år siden, at jeg har sagt, at jeg var interesseret i at få ham i stald. Der er stort potentiale i ham. Jeg synes, han passer godt ind i strukturen på holdet, siger Johnny Weltz.

Helt overbevist blev den danske sportsdirektør på det amerikanske hold, da Alex Rasmussen gennemførte årets Giro d'Italia, og tilmed var tæt på sejren på den afsluttende enkeltstart.

- Bare det, at han kommer igennem Giro d'Italia og nærmest vinder den sidste enkeltstart viser, at han har potentialet, fysikken og den mentale styrke, siger Weltz.

Oversigt

    Oversigt