Alex Rasmussen frifindes i dopingsag

Alex Rasmussen straffes ikke for brud på whereabouts-reglerne, da han er blevet oplyst om forseelsen for sent.

Cykelrytteren Alex Rasmussen bliver frifundet i dopingsagen om de såkaldte whereabouts, oplyser formanden for Danmarks Idræts-Forbunds dopingnævn, Torben Jessen, til Ritzau.
Frifindelsen sker, efter at den internationale cykelunion (UCI) har været for længe om at gøre Alex Rasmussen opmærksom på sit regelbrud.
- Vi frifinder ham, fordi den tredje overtrædelse af de her whereabouts, som fandt sted 28. april i år, blev meddelt Alex Rasmussen for sent, siger Torben Jessen.

- Og når det sker, er der ikke længere nogen sag, siger han.
UCI meddelte Alex Rasmussen, at han havde overtrådt whereabouts-reglerne 10 uger efter, at det var sket.

Det skal ifølge reglerne meddeles rytteren senest 14 dage efter overtrædelsen.

Dermed kan Alex Rasmussen køre cykelløb i næste sæson, ligesom han også får mulighed for at komme med til OL i London til sommer.
UCI og det internationale antidopingagentur (Wada) kan anke afgørelsen til den internationale sportsdomstol CAS.

Oversigt

    Oversigt