I det fynske folks tjeneste

Alex Rasmussen sejrede i Berlin

Cyklerytteren Alex Rasmussen fra Team Odense Energi sikrede sig mandag den samlede sejr i Tour de Berlin for U-23-ryttere.

Etapeløbet over fire dage viste, at det fynske cyklehold kunne stå distancen, da Alex Rasmussen på mandagens etape styrtede efter 50 af de 150 kilometer. Holdet hjalp kaptajnen op, og han kørte en fjerdeplads hjem.
Det var nok til den samlede sejr efter to sejre og en andenplads de foregående dage.

- Hele holdet har lavet en super indsats, fortæller leder af Team Odense Energi, Claus Rasmussen på telefonen fra Berlin.

Hurtig på landevejene

Alex Rasmussen har haft en god forårssæson på landevejene, selv om det er på banen, at han normalt bruger sin hurtighed.
Den tidligere verdensmester i scratch og Årets Sportsnavn på Fyn 2005 har ved flere landevejsløb i Danmark ligget med helt fremme, når spurterne skulle afgøres.