Alex Rasmussen smidt ud af cykelløb

Team Saxo Banks fynbo, Alex Rasmussen, kørte ikke alle tre omgange i Vejle på fredagens etape af Post Danmark Rundt og er derfor blevet smidt ud af løbet.

Alex Rasmussen var en af de store favoritter til at vinde enkeltstarten lørdag aften i Post Danmark Rundt. Og han havde proklameret, at han var parat til at vise trøjen frem. Men kort før første rytter kørte ud på den 19,4 kilometer lange enkeltstartsrute i Middelfart, kunne løbsjuryen meddele, at Team Saxo Bank-rytteren var blevet smidt ud af løbet.

Juryen har gransket resultater og løbsdetaljer fra fredagens kongeetape i Vejle, og det står klart, at Alex Rasmussen ikke kørte alle tre afsluttende omgange inde i Vejle.

Tidligere år har løbsledelsen undervejs på etapen med afslutning i Vejle hevet de langsomste ryttere ud undervejs på omgangene og i stedet tildelt dem en mindre tidsstraf, så de ikke skulle kollidere med de forreste ryttere.

Men i år var det blevet indskærpet, at alle ryttere skulle gennemføre samtlige omgange a 5,7 kilometer. Men Alex Rasmussen manglede altså at køre den sidste omgang, inden han trillede hen til holdbussen.

Det er ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra Alex Rasmussen.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt