I det fynske folks tjeneste

Alex Rasmussen vandt dansk seksdagesløb med Mørkøv

Fynske Alex Rasmussen vandt tirsdag aften det københavnske seksdagesløb i Ballerup sammen med sin makker Michael Mørkøv.

Alex Rasmussen vandt det danske seksdagesløb sammen med sin makker i par nummer 7, Michael Mørkøv.

Danskerne vandt på et meget sent udbrud.
De holdt publikum i åndeløs spænding til næsten sidste sekund.
Men da det gjaldt, var par nummer syv, Alex Rasmussen og Michael
Mørkøv, bedst og sikrede sig deres første sejr i det
københavnske seksdagesløb.

Ellevildt publikum

Foran et ellevildt publikum i Ballerup Super Arena kørte
danskerne sejren hjem med blot få minutter tilbage af finalen
kort før midnat tirsdag, da de erobrede en omgang og kom på
omgangshøjde med hollænderne Danny Stam og Peter Schep.

Danskerne vandt på flest point, og mod slutningen havde
Mørkøv/Rasmussen endda overskud til at køre fra feltet og
demonstrere, hvem der var løbets sejrherrer.

Helt fantastisk

- Det er helt fantastisk, at det kunne lykkes, nåede Michael
Mørkøv at sige til TV2 Sporten, før han hastede videre til
præmieoverrækkelse.
Michael Mørkøv og Alex Rasmussen er det ottende danskerpar,
der vinder seksdagesløbet.
Schweizerne Bruno Risi og Franco Marvulli måtte se sig henvist
til tredjepladsen.
/ritzau/