I det fynske folks tjeneste

Fem fynboer omkommet i togulykke: Alle dræbte er nu identificeret

Fem af de otte dræbte i onsdagens togulykke på Storebæltsbroen var fynboer.

Politiets arbejde med at få identificeret de otte omkomne, der blev fundet i toget fra ulykken på lavbroen over Storebælt onsdag morgen, er nu afsluttet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Politiets og retsmedicinernes arbejde med at få identificeret de otte omkomne, der blev fundet i toget fra ulykken på lavbroen over Storebælt onsdag morgen, er nu afsluttet.

Fem af de otte omkomne kom fra Fyn. 

Det fortæller Fyns Politi fredag morgen.

Ingen af de omkomne er i familie med hinanden, og alle er danske statsborgere. Deres pårørende er underrettet.

De otte omkomne er:

En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn

En 51-årig mand fra det nordlige Fyn

En 45-årig kvinde fra Odense

En 60-årig kvinde fra Odense

En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn

En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn

En 30-årig mand fra Grønland

En 30-årig mand fra Aarhus

Søsteren til en af de dræbte fortalte torsdag aften, at hendes bror er en af de otte omkomne. Der er tale om en 30-årig mand fra Nordjylland, der var bosat i Grønland. 

Svære skader

Politiet meldte torsdag morgen på et pressemøde ud, at de var 'ret sikre' på identiteten af fire af de omkomne. 

Chefpolitinspektør Lars Bræmhøj fortalte på pressemødet blandt andet, at politiet har brugt tandkort til at identificere de dræbte, da flere af dem var kommet svært til skade ved ulykken. 

Ifølge Bo Haaning, som er undersøger hos Havarikommissionen, der siden ulykken har arbejdet intensivt på at klarlægge alle facts omkring ulykken, skyldes ulykken en trailer, der faldt af godstoget.

- En trailer er røget af og har ramt InterCity-toget, eller InterCity-toget er kørt ind i det. Det er, hvad vi ved indtil videre, siger Bo Hanning.

 

Læs også Sandra overlevede dødsulykken på Storebælt: - Jeg tænker på dem, som mistede livet

 

På grund af den voldsomme ulykke har transportfirmaet DB Cargo, der stod bag godstogstransporten, indstillet al kørsel med den type godstog, der transporterer tomme ølkasser.

Fyns Politi kommer ikke til at frigive yderligere oplysninger om de omkomne, bekræfter politiet i meddelelsen fredag morgen.

Afventer undersøgelse

Efterforskningen af hvorfor den voldsomme togulykke skete, er fortsat i gang og vil formentlig fortsætte i en længere periode. Det er Havarikommissionen, der primært står for disse undersøgelser.

Fyns Politi har i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, gennemført egne undersøgelser på gerningsstedet og hjælper Havarikommissionen, hvor der er behov for det.

Først når dette arbejde er afsluttet, vil Fyns Politi tage stilling til, om der er tale om en hændelse, som skal forfølges strafferetsligt.

Politiet kan derfor ikke sige yderligere om efterforskningen af togulykken, før de kender resultatet af Havarikommissionens undersøgelse og har haft mulighed for at sætte sig ind i denne.

15 af 16 kvæstede udskrevet

Fredag oplyser overlæge Søren Jepsen fra Odense Universitetshospital til TV 2/Fyn, at 15 af de 16 kvæstede fra togulykken er udskrevet.

- Skaderne på de tilskadekomne svarer til en middelsvær færdelsulykke, hvor der har været en hård opbremsning, siger Søren Jepsen.

Den sidste af de 16 kvæstede forventes udskrevet i løbet af de nærmeste dage, fortæller overlægen.