Praktiserende læge: Alle enlige ældre bør have et sikkerhedssystem i deres hus

Jørgen Holm står bag et system, der ved hjælp af sensorer i hjemmet opfanger, hvis en ældre er faldet. Det kan være et nyt alternativ til nødkaldet.

Som TV 2/Fyn tidligere har fortalt, kan ældre mennesker i størstedelen af de fynske kommuner have svært ved at få bevilliget et nødkald, hvis de har en mobiltelefon.

Jørgen Holm, der er praktiserende læge i Svendborg, har i sin lægepraksis oplevet, at flere patienter har ligget i så lang tid efter et fald i deres hjem, at de er omkommet.

De erfaringer har han taget med sig videre, idet han har været med til at udvikle en rumføler af samme type, som der bliver brugt til tyverialarmer.

Nødkald er ikke nødvendigvis nok

Jørgen Holm mener ikke, at kommunerne kan forvente, at de ældre kan bruge en mobiltelefon i et nødstilfælde. Og selvom kommunerne tilbyder et nødkald til den ældre borger, er det i følge Jørgen Holm heller ikke altid nok.

- Det der foregår i kommunerne, er gårsdagens teknologi. Man kan ikke forvente, at dem der falder, er i en tilstand, hvor de kan betjene selv en nødkaldsknap, siger han til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Jeg har tit været i den situation, at nogle af mine patienter er faldet og har ligget i varierende tid, og nogle er omkommet under de omstændigheder. Da det skete i min egen familie, begyndte jeg at tænke i konstruktive løsninger.

Giver automatisk besked

Det er meningen, at rumføleren skal placeres et centralt sted i huset, hvor den ældre beboer opholder sig mest.

Hvis ikke den registrerer aktivitet i eksempelvis tre timer, bliver der sendt en automatisk besked til de pårørende eller hjemmeplejen og derefter til vagtcentralen.

- Alle ældre enlige bør have et sikkerhedssystem i deres hus, som garanterer, at de ikke kommer til at ligge på denne her måde, siger Jørgen Holm, der mener, at denne form for teknologisk sikkerhed til ældre er kommet for at blive:

- Jeg er sikker på, at om ti år bliver de her sensorer normale i boliger med ældre enlige.

Jørgen Holm står bag et system, der ved hjælp af sensorer i hjemmet opfanger, hvis en ældre er faldet.

Oversigt

    Oversigt