Alle er med: Budgettet på plads i Faaborg-Midtfyn

For første gang siden 2013 er alle kommunalbestyrelsens partier med i Faaborg-Midtfyn Kommunes budgetforlig. Der er penge til at udvikle velfærden og til langsigtede investeringer.

Fredag landede alle partier i Faaborg-Midtfyn Kommune i fuld enighed et budget for 2018. Det er første gang siden 2013 at alle partier med i forliget om kommunens økonomi og dermed det sigte, som der skal arbejdes med i de kommende år.

Som en række andre kommuner, der i disse uge vedtager nye budgetter, er der også i den sydfynske kommune fokus på velfærden. Således er der er modsat tidligere år ingen besparelser i velfærden eller servicen til borgerne.

I stedet bliver der betalt af på kommunens gæld, og der investeres markant i nye projekter, der skal bidrage til kommunens udviklingsstrategi om 2.000 flere borgere i 2030, skriver byrådet i en pressemeddelelse.

Hovedpunkter i budgetaftalen:

  • Flere penge til børn og ældre: I budgetaftalen afsættes i 2018 5,2 millioner kroner ekstra til ældreområdet, så serviceniveauet i ældreplejen fastholdes, også i tider med flere ældre. Og også børneområdet er blevet prioriteret højt.
  • Forligspartierne afsætter 31 millioner kroner af til de 0-6 årige over de næste fire år. 20 millioner kroner går til flere ressourcer i institutionerne, mens 11 millioner kroner går til at styrke den tidlige indsats over for børn fra udsatte familier. Puljen, der finansierer udvidede og fleksible åbningstider i dagtilbuddene, er også forøget med 500.000 kroner, så den nu er på 2,3 millioner kroner om året.
  • I alt øger budgetforliget serviceudgifterne med 17,8 millioner kroner svarende til 0,8 procent.

​Fremtidssikring af kommunen

Med budgetaftalen for 2018 ser kommunalbestyrelsen også længere frem end 2018 og de kommende år. Ved sidste års budgetforlig blev der etableret en udviklingsfond, som skal bidrage til at finansiere en række signaturprojekter, som kan løfte Faaborg-Midtfyn tættere på målet om 2.000 flere borgere i 2030. Og i år har kommunalbestyrelsen udpeget og afsat midler til syv signaturprojekter.

På driftssiden er der afsat midler til tre signaturprojekter:

  • Sammen om forandringer og det gode arbejdsmiljø: 6 millioner kroner over tre år.
  • Den kulturelle rygsæk gøres permanent: 2,2 millioner kroner over fire år.
  • Fremtidens mobilitet i Faaborg-Midtfyn Kommune: 3 millioner kroner over to år.
  •  

På anlægssiden er der afsat midler til fire signaturprojekter:

  • Slagterigrunden og samlet havneudvikling: 6 millioner kroner.
  • Nyt besøgscenter og landskabsmuseum: 20 millioner kroner. 
  • Renovering og udvikling af Faaborg Museum: 20 millioner kroner. 
  • Fremtidens forstad i Årslev/Sdr. Nærå: 5,9 millioner kroner.

- Signaturprojekterne handler om at fremtidssikre kommunen og om at gøre Faaborg-Midtfyn til et stadig mere attraktivt sted at bo og besøge. Disse syv projekter er på hver deres måde vigtige for udviklingen i vores kommune, og jeg er glad for, at en enig kommunalbestyrelse står bag udvælgelsen af disse spændende projekter, siger en tilfreds borgmester Christian Thygesen (V), og slår fast at budgetforliget vidner om, at Faaborg-Midtfyn Kommune har en solid økonomi:

- Blandt andet fordi vi har fået en ny økonomisk strategi og er gode til at effektivisere og tænke nyt. Det kommer borgerne til gode.

Oversigt

    Oversigt