I det fynske folks tjeneste

Alle veje på Fyn er åbne

Omkring 40 husstande manglede stadig strøm tirsdag formiddag.

De fynske kommuner melder nu om, at alle vejene er ryddet for træer og nu farbare. Bilister skal dog stadig være forsigtige.

Det skulle nu være muligt at køre på alle de fynske veje igen. Det oplyser Fyns Politi.

Alle kommuner melder om, at der nu er ryddet op vejene, så oprydningen nu koncentrerer sig om andre områder.

- Vi har være i kontakt med beredskabet i alle kommunerne, og over hele linjen er beskeden, at vejene er ryddet for nedfaldne træer, ledninger og hvad der ellers har ligget, siger vagtchef Jesper Fält Jensen, Fyns Politi.

Han understreger dog, at der er tale om at rydde det, politi og kommuner er bekendt med. Der kan derfor stadig være enkelt biveje med væltede træer.

Blæsten har fået ekstremt mange blade til at lægge sig på vejene, og da det samtidig har regnet en del, så kan føret mange stedet være rigtig fedtet og dermed glat. Derfor opfordrer politiet bilister - men også cyklister og knallertkørere - til at køre forsigtigt.

Der er også fortsat risiko for nedfald af grene og tagsten mange steder. En mindre vindpust kan få en løs tagsten eller en næsten knækket gren til pludselig at falde ned. Også træer kan stadig risikere at vælte. Derfor er det en god ide at være særligt opmærksom, hvis man skal færdes på strækningen med mange træer.

Selv om stormen var hård ved fynboerne, så har dagen derpå indtil videre været forholdsvis rolig hos Fyns Politis vagtcentral.

-Det tyder på, at fynboerne faktisk afpasser deres færden efter forholdene, og det kan vi selvfølgelig kun være tilfredse med, siger vagtchef Jesper Fält Jensen.

Under stormen kom otte personer på Fyn svært til skade, mens omkring 70 personer blev behandlet på skadestuerne. Politiet har ikke yderligere oplysninger om de tilskadekomne eller om omfanget af deres skader.

Ved du noget? Så send os et tip