Allerede muligt at tvangsadoptere

Den gældende lovgivning giver allerede mulighed for at tvangs-bortadoptere børn af narkomaner. Dansk Socialrådgiverforening kritiserer i dag den konservative Vivi Kier, som i går var fremme med forslag om, at børn af narkomaner skal bortadopteres med tvang.

Vivi Kier fortalte i går til TV2/Fyn, at Folketingets velfærdsudvalg arbejdede på lovgivning om, at give kommunerne bemyndigelse til at bortadoptere børn af narkomaner - også mod forældrenes vilje.

- Jeg synes det er lidt et paradeforslag. For muligheden om tvangsadoption foreligger allerede, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening Henning Breinholt i dag til radionyhederne.dk.

Det afviser Vivi Kier dog, da hun mener, at det nye forslag vil give mulighed for at bortadoptere på et langt tidligere tidspunkt - mens børnene er helt små.

- Hvis Socialrådgiverforeningen mener, at det her allerede er gældende lovgivning, stiller jeg store spørgsmålstegn ved, hvorfor i al verden man ikke har benyttet sig af det for at sikre børnene en tryg opvækst?

Oversigt

    Oversigt