Alternativet skruer ned for ambitionerne på Fyn

Denne weekend samles Alternativet i Odense til årets landsmøde: Her fortæller Uffe Elbæk, at partiet nu satser på en borgmesterpost i København

I denne weekend indtager Alternativet Odense i forbindelse med årets landsmøde. Her vil partiet blandt andet sætte fokus på kommunalvalget i november, selvom det ikke er på Fyn, at partiet har de største ambitioner. Det har de til gengæld i København, hvor partiet håber på en borgmesterpost. En tilsvarende post i Odense - en rådmandspost - sætter partiet dog ikke næsen op efter.

En rådmandspost i Aarhus har partiformand Uffe Elbæk tidligere sigtet efter, men han tvivler nu på det realistiske i det projekt. Ud over en borgmesterpost til partiet i København, drømmer han om byrådspladser i 15 ud af de i alt 98 kommuner landet over, selvom det kun vil være muligt at stemme på en kandidat fra Alternativet i knap halvdelen af kommunerne.

Nye mål
Uffe Elbæk skruer med udmeldinger ned for ambitionerne i forhold sidste års landsmøde. Her var Alternativets mål 60 byrådspladser, en borgmesterpost i København samt en rådmandspost i Aarhus.

- Sagde jeg det dengang? Ja, det gjorde jeg. Og det er et udtryk for et megahøjt ambitionsniveau, siger Uffe Elbæk til Ritzau og tilføjer:

- Det er stadigvæk ambitionen, at vi får så godt et valg i København, at vi får mulighed for en borgmesterpost. Jeg er mere usikker på valget i Aarhus.

Også målet for antallet af byrådsposter er skåret ned. Uffe Elbæk siger nu, at det kan være svært at omsætte et godt valg til Folketinget og på målinger på landsplan til valg i kommunerne, hvor helt andre sager er i spil.

- Hvis man sammenligner med, da LA stillede op for første gang, fik det ét medlem valgt. Så hvis vi får 15 første gang, vi stiller op, er det flot, mener Uffe Elbæk.

Midtvejsvalg og dynamik
Alternativet ser kommunalvalget som et midtvejsvalg, der kan give et fingerpeg om, hvor partiet står. Og give partiet ny dynamik:

- Alle er sultne efter at komme ud og lave kampagne. Det, der bar os ind i Folketinget, var en længsel efter noget andet. Håb. Alle de meget hjertebårne energier.

 - Så har vi været mega oppe i hovedet i halvandet år, hvor vi har skullet lave politik på områder, hvor vi ikke havde politik. Vi har skullet etablere lokalafdelinger og lave organisatoriske kolbøtter for at få det her op at stå, siger Uffe Elbæk:

- Nu er der en sult efter at komme ud og lave konkrete kampagner og møde borgerne igen. Så vi er enormt spændte.

- Jeg kommer til at være on the road i to måneder i efteråret. Jeg kommer til at være alle andre steder end på Christiansborg fra oktober og frem.

Spørgsmål: Hvad bliver de vigtigste emner for Alternativet i kommunalvalget?

- Alternativet skal give grønt håb og demokratisk håb. De to dagsordener kommer til at præge kommunalvalget. Og så vil der være forskelle alt efter, om vi laver kampagne i Gribskov eller på Frederiksberg.

- Men optikken er, at vi skal investere i den grønne dagsorden. Og så skal vi investere i en demokratisk dagsorden, som indebærer langt mere direkte involvering af borgerne, siger Uffe Elbæk.

Oversigt

    Oversigt