Alvorlig bilulykke på Kertemindevejen

Fem personer var onsdag aften involverede i en alvorlig trafikulykke på Kertemindevejen. En 20-årig mand fra Munkebo ligger torsdag morgen fortsat i respirator.

-

Fem personer var onsdag aften involverede i en alvorlig trafikulykke på Kertemindevejen. En 20-årig mand fra Munkebo ligger torsdag morgen fortsat i respirator. Hans tilstand betegnes dog som stabil.

To biler stødte frontalt sammen onsdag aften klokken 21.20 på Kertemindevejen ved Agedrup i Odense. Den ene bil på vej ind mod Odense med tre unge mænd fra Munkebo og Fredericia mistede af endnu ukendte årsager herredømmet over bilen. Den snurrede rundt og ramte frontalt ind i en bil, hvor en 52-årig mand også fra Munkebo var på vej mod Kerteminde sammen med sin 20-årige datter.

De tre unge mænd sad fastklemt i bilen, da seks ambulancer ankom til ulykkesstedet.

- Den ene var bevidstløs, og redningsteamet frygtede for svære hovedskader. Det viste sig senere, at han havde fået flere blodansamlinger i hjernen, og han kom i respirator, hvor han ligger endnu, fortæller Poul Erik Overvad, vicepolitikommissær ved Odense Politi.

Den formodede fører - en 21-årig mand fra Fredericia fik åbent benbrud og blev onsdag aften opereret. Ingen af de andre involverede kom noget alvorligt til.

Odense Politi kender endnu ikke årsagen til ulykken, men har sikret sig blodprøver fra alle tre mænd i den ene bil.

- Dels fordi vi endnu ikke er helt sikre på, hvem der kørte bilen, dels fordi der lå øldåser i bilen, siger Poul Erik Overvad.

Oversigt

    Oversigt