Alvorlig ulykke efter chikanekørsel

Såkaldt chikanekørsel resulterede natten til fredag i en ulykke i tunnelen på Thomas B. Thriges Gade i Odense, hvor fem personer i en bil mirakuløst slap uden større mén.

En 23-årig mand er i den forbindelse anholdt for spirituskørsel.
Forud for ulykken kom fem unge mennesker kørende i en Golf på Albanigade. Foran dem kørte en mand, der følte sig chikaneret af de fem personer, der kørte helt tæt op bag hans bil. Den forankørende bilist satte derfor farten i vejret, hvilket bilisten med de fire passagerer bagved også gjorde.

På et tidspunkt gasser bilen bagved yderligere op og overhaler venstre om, men i den forbindelse mister den 23-årige bilist herredømmet over bilen, og bilen banker ind i tunnelvæggen på Thomas B. Thriges Gade.

Til alt held slipper samtlige fem personer i bilen dog relativt uskadte fra ulykken, men de bliver dog for en sikkerheds skyld bragt til undersøgelse på Odense Universitetshospital. Samtidig er politiet nødt til at lukke det ene spor gennem tunnelen.

Den 23-årige fører af den bagvedkørende bil bliver efterfølgende anholdt for spirituskørsel.
- Chikanekørsel foregår der desværre nok meget af hver dag, men her gik det galt, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Oversigt

    Oversigt