Mand dræbt i ulykke på Svendborgsundbroen

Føreren af en personbil er blevet dræbt i en kollision med en lastbil på Svendborgsundbroen, der var spærret i et par timer tidligt onsdag morgen.

En 54-årig mand er blevet dræbt i en færdselsulykke på Svendborgsundbroen tidligt onsdag morgen.

Der oplyser vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen til TV 2 Fyn.

Ulykken skete klokken 04.11, hvor en lastbil og en personbil kørte frontalt ind i hinanden. 

Det er føreren af personbilen, der har mistet livet. Der er ikke andre tilskadekomne. Lastbilchaufføren er blevet afhørt af politiet. 

Det er endnu uvist, præcis hvordan ulykken skete, men en bilinspektør er ved at undersøge ulykkesstedet. 

- Det skal belyse, hvad der er sket, siger Milan Holck Nielsen, der ikke kan give yderligere oplysninger om ulykken, ud over at de pårørende er blevet underrettet. 

Bro spærret i to timer

Broen var helt lukket i begge retninger, fra ulykken skete og et par timer frem, men den er genåbnet ved sekstiden, oplyser Vejdirektoratet. 

Opdateringer
Svendborgsundbroen er genåbnet i begge retninger. Der vil dog fortsat være forlænget rejsetid mellem Fyn, Tåsinge og Langeland på grund af dødsulykken, oplyser Vejdirektoratet ved sekstiden. Ved syvtiden oplyser Fyns Politi, at broen kan passeres med lav hastighed. Politiet arbejder fortsat på stedet, men forventer at være færdig i løbet af kort tid. Ved ottetiden oplyser Fyns Politi, at den dræbte er en 54-årig mand. De pårørende er blevet underrettet.


Både politi og redningsmandskab arbejder fortsat på broen ved sekstiden.

- Svendborgsundbroen kan passeres med lav hastighed. Vi forventer at have ryddet op efter færdselsuheldet i løbet af kort tid, oplyser Fyns Politi kort før klokken syv.

Forsinkelser for bilister og buspassagerer

Bilister, der skal over broen, som forbinder Svendborg og Tåsinge, skal i morgentimerne være forberedt på kø ved broen, oplyser Vejdirektoratet.

Fynbus oplyser desuden, at busruterne vil være ramt af forsinkelser og forlænget rejsetid mellem Fyn, Tåsinge og Langeland.

Det er ikke første gang, at der sker en dødsulykke på Svendborgsundbroen. I 2019 døde en ung mand i en soloulykke på broen