Alvorligt indbrud: 50 journaler stjålet på plejehjem

Natten til tirsdag blev der begået indbrud på et plejehjem i Gislev. Blandt tyvekosterne var 50 journaler med personfølsomme oplysninger. Tyveriet betragtes som meget alvorligt.

Det var et kontor forbundet med plejehjemmet Nørrevængets træningsafdeling i Gislev, der natten til tirsdag blev udsat for indbrud.

Indbruddet blev i første omgang registreret som et almindeligt indbrud, men det blev i løbet af tirsdagen konstateret, at der udover nøglerne til plejehjemmets biler mangler 50 journaler på afdelingens brugere.

Journalerne befandt sig i et aflåst skab på kontoret, som også var aflåst.

De stjålne journaler indeholder personfølsomme oplysninger og sagen, der er meldt til politiet, opfattes som meget alvorlig.

Så snart det blev opdaget, at der var fjernet journaler i forbindelse med tyveriet, gik arbejdet med at orientere de berørte borgere i gang.

-Selv om der ikke her er tale om en utilsigtet offentliggørelse, så er personfølsomme data havnet i forkerte hænder, og derfor følger vi Datatilsynets anbefalinger til, hvad vi skal gøre, siger kommunaldirektør Benny Balsgaard og fortsætter:

- Vi har derfor kontaktet samtlige borgere, der er berørt af tyveriet. Alle er blevet ringet op og de får også tilsendt et brev om hændelsen med anbefalinger om, hvad de skal være opmærksomme på i den forbindelse.

Borgerne bliver blandt andet informeret om muligheden for identitetstyveri og om, hvilke forhold de bør tage sig i agt for i den kommende tid.

- Der er en del af de berørte borgere, der er demente, og derfor har vi også haft kontakt til deres pårørende og de relevante medarbejdere om, hvad de skal være opmærksomme på vegne af de pågældende borgere, siger leder af Træning, aktivitet og rehabilitering, Elsebeth Elsted.

- Som myndighed ligger vi inde med personfølsomme oplysninger om vores borgere, og det er vores ansvar at sikre, at disse oplysninger ikke kan falde i forkerte hænder, siger kommunaldirektør Benny Balsgaard. "

- Selv om journalerne befandt sig i et aflåst skab på et aflåst kontor, så har der været mulighed for at tvinge sig adgang til dem - og det må ikke ske. Vi vil bruge denne erfaring til at gennemgå vores procedurer for at se, om der er noget, der skal skærpes.

Hvad er identitetstyveri og hvordan undgår jeg det?

Oversigt

    Oversigt