Alzheimerforening: GPS kan redde dementes liv

16 demente døde i 2014 efter at have forladt deres hjem. Det kunne måske have været undgået med GPS mener Alzheimerforening Fyn.

- Hvis en demensramt går med GPS så gør det en verden til forskel - så bliver han jo fundet, sådan siger Birthe Rye Øxenberg Formand for Alzheimerforening Fyn. 

For tredje dag i træk har Fyns Politi ledt efter den forsvundne Helen Irene Jensen fra Søndersø. 
Helikoptere, hunde og frivillige har i snart 3 døgn søgt efter den 78-årige demente kvinde, der forsvandt i Søndersø mandag eftermiddag.

Helen Irene Jensen fra Søndersø er desværre langt fra den eneste demente borger, der er forsvundet fra sit hjem.

Faktisk sker det mere end 1000 gange hvert eneste år - og deværre er det ikke alle, der bliver fundet i tide.

De nyeste tal viser, at 16 demente borgere døde i 2014 efter at have forladt deres hjem.

Derfor foreslår Alzheimerforeningen, at  flere demente skal have GPS på sig, så de kan findes igen, hvis de går hjemmefra.

GPS er kommunens ansvar 

Hos Alzheimerforening Fyn mener man også, at kommunerne ikke bruger GPS ofte nok. Nordfyns Kommune mener dog, at GPS ikke altid er den rigtige løsning.

- Vi benytter meget gerne GPS, det gør vi i den her kommune. Men det beror på den konkrete vurdering i den enkelte situation, og om fagpersonalet vurderer, det er den rette løsning, sådan siger Gitte Laursen, chef for Aktiv pleje og omsorg i Nordfyns Kommune.

De GPS'er man i dag kan sætte på en dement kan for eksempel sidde i et ur, en sko, eller ligge i en jakkelomme.
Derfor er der altid mulighed for, at GPS'en bliver efterladt derhjemme. Derfor ser alzheimerforeningen da også gerne, at man fra politisk side tager et ekstra kig på lovgivningen på området.

- Man kunne jo godt ønske sig at loven blev lavet, så man i nogle tilfælde kunne benytte sig af tvang i forhold at få spændt en GPS fast på sig, siger Birthe Rye Øxenberg, formand for Alzheimerforening Fyn.

Det vil ifølge Birthe Øxenberg kunne redde liv. Men som det ser ud nu, er der ikke noget, der tyder på, at det ønske bliver virkelighed foreløbig.

- Vi har på baggrund af det her valgt at sige, vi gerne vil i dialog med foreningen, for at se på, hvilke muligheder og alternativer der er, siger Gitte Laursen, chef for Aktiv pleje og omsorg i Nordfyns Kommune.

Oversigt

    Oversigt