I det fynske folks tjeneste

Amatørteater truet på livet

Odense Kommune har meddelt Nedergadeteatret, at de ikke længere får kommunalt tilskud. Dermed må den gamle amatørscene sadle alvorligt om.

02:18

00:32

00:21

1 af 4

By- og kulturforvaltningen i Odense har meddelt Nedergadeteatret, at kommunen reducerer sit tilskud til teatret til et rundt nul, og at der ikke bliver tale om en ny aktivitetsaftale fra nytår.

Tilskuddet på 162.000 kroner var end ikke nok til at betale teaterforeningens husleje, som koster 180.000 kroner.

De udgifter, tilskuddet ikke har dækket er hidtil blevet dækket af billetindtægter.

Men bortfaldet af det kommunale tilskud gør det urealistisk at føre teatret videre i de lokaler, det nu råder over i Bolbro.

Kæmper videre

- Vi kan ikke blive i de nuværende lokaler, men vi lukker ikke foreningen. Vi skal bare til at tænke anderledes, siger Jacob Zinn, formand for foreningen bag amatørscenen.

Han regner også med, at der kan blive tale om færre forestillinger og måske på lavere niveau.

Nedergadeteatret har 56 medlemmer og har eksisteret siden 1948.

Offer for besparelser

Fjernelsen af tilskuddet til Nedergadeteatret er et led i By- og kulturforvaltningens jagt på samlede besparelser på otte millioner kroner.

- Istedet for at bruge grønthøsteren og spare lidt på alt, har udvalget besluttet at sige: hvad er det vi vil satse på og det fører jo til, at vi må skære andre ting væk, siger næstformand i By- og kulturudvalget Steen Møller, Kons.