TV 2/Fyn: Ambitiøs nyhedsjæger tiltræder som chef

35-årige Lasse Hørbye Nielsen er pr 1. marts 2019 udnævnt som redaktionschef på TV 2/Fyn

Lasse Hørbye Nielsen har siden 2015 været nyhedsredaktør på TV 2/Fyn, hvor han har været en drivende kraft i den daglige nyhedsdækning.

I 2017 tiltrådte han som ledende nyhedsredaktør og har i den funktion stået i spidsen for flere store satsninger - herunder kommunalvalget i 2017.

- Lasse har de seneste to år som ledende nyhedsredaktør stået for udførelsen af en stram, selvstændig og nyhedsorienteret indholdslinje på TV 2/Fyn. Samtidig er han en ualmindelig dygtig leder, som vil styrke vores udvikling og de kommende års strategiprojekter, siger direktør Esben Seerup.

Lasse Hørbye Nielsen er nordjyde, og det kan høres. Men størstedelen af karrieren er brugt på Fyn, hvor han efter endt uddannelse fra TV 2/Østjylland flyttede arbejdet til TV 2/Nyhederne i Odense. Her fungerede han i en årrække som reporter, indtil turen gik til TV 2/Fyn, hvor han nu tiltræder som redaktionschef.

- Jeg er taknemmelig for at få chancen i det her job. Og jeg håber og tror, at jeg kan være med til at drive TV 2/Fyn fremad, så vi fortsætter den rivende udvikling, stationen har været igennem de sidste år. Altid med fynboerne for øje, siger Lasse Hørbye Nielsen.  

Med udnævnelsen indtræder Lasse Hørbye i TV 2/Fyns chefgruppe sammen med nyhedschef Mads Boel, teknik- og produktionschef Michael Jensen, økonomichef Mette Sigaard og direktør Esben Seerup.

 

Oversigt

    Oversigt